Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Huxi Bach om at overvurdere egne evner, at blive taget med gummihandsker på og meget, meget mere ...
Forklaringen på min store succes skal findes i ... meget hårdt arbejde, og så en stor del selvovervurdering. Det er altid en god ting at have med, og jeg tror, det kræves for, at man stiller sig op i spotlyset og insisterer på at stå der helt alene og sige noget foran 600 mennesker, som har betalt for det. Jeg gør mig umage, for jeg synes, at når man har et talerør, så forpligter det. Så skal man have noget på hjerte og have tænkt det igennem – og ikke bare, undskyld mit franske – hive ting ud af bagdelen.
Jeg kan ikke finde ud af ... Jeg er sindssygt dårlig til at finde vej, og det mærkelige er, jeg har en virkelig dårlig kombination af, at jeg selv tror, jeg er god til det, og ikke vil indse, at jeg ikke er det. Stedsans har jeg ikke, jeg overvurderer mine evner der.
Jeg begyndte at komponere sange, fordi ... Niels Hausgaard sagde til mig, at han syntes det ville være en god idé. Han spurgte mig, om jeg ville med ham til Tønder Festival, og så tvang han mig til at skrive to sange – jeg har ellers aldrig skrevet nogen før. Men jeg følte ikke, jeg kunne sige nej til ham, for Niels Hausgaard har en meget stor stjerne i mit univers. Så når en kapacitet på området siger: »Det skulle du ta’ at prøve«, så makker man ret. Jeg har spillet musik i 20-25 år – rigtig meget røvballemusik til bryllupper. Hver gang vi var ude, havde bandet et nyt navn.
I mit nye show ’Ind til benet’ sætter jeg fokus på ... de ting, der gør ondt – det ligger i titlen. Vi er nødt til at tale om nogle ting, der gør ondt. Man skal gøre nogle ting, der er ubehagelige, hvis det skal blive bedre. Hvis vi vil have styr på flygningekrisen, hvis vi vil gøre noget bedre for Skat og klimakrisen og noget godt for os selv, bliver det dyrt, og det kommer til at gøre ondt. Når politikere siger, at det ikke bliver dyrere at være dansker, så lyver de. For det bli’r det, hvis vi vil have styr på nogle af de her kæmpe problemer. Man kender det også fra en selv, når man skubber de små problemer foran sig, bliver det værre. Hvis man lader plasteret sidde for længe, bliver det bare værre. Og så skal vi grine ad det! Det er nok det allervigtigste.
Jeg er meget forelsket i ... min kæreste, smaskforelsket. Og så kunne jeg mærke forleden, at jeg stadig er meget forelsket i at lave radio – den korte vej mellem idé og udførelse holder jeg meget af. Og jeg er også forelsket i at være på landevejen. Det savner jeg lige nu her inden, jeg skal på turné. Det med at køre rundt i landet og spise dårlige pølser eller drikke sløj kaffe på tankstationer, er jeg også forelsket i.
Det var rigtig træls, da jeg ... sidste år bestilte en flybillet til New York. Jeg var meget sikker på, at jeg kunne den dag, og valgte ikke at betale afbestillingsgebyr. Så viste det sig, at jeg alligevel ikke kunne, for jeg fik et job den dag. Det kostede mig en flybillet at skulle rykke det om. Men så var jeg jo sikker på, at det ikke skulle laves om, for nu kunne jeg jo godt. Det viste sig, at jeg heller ikke kunne på det tidspunkt, så jeg smed to flybilletter til New York lige i lokummet. Det var ret træls.
Min allerstørste hemmelige hemmelighed er ... Min kæreste grinede utrolig meget, da hun opdagede, at når jeg vasker op, har jeg opvaskehandsker på. Hun har aldrig set noget så bizart. Jeg har dog ikke en opvaskehandskeholder og talkum. Det er fordi, jeg synes, jeg skal passe på mine sarte guitarfingre. Hun spurgte, om jeg også havde dem på, når jeg var i bad. Der fik hun mig ...
Jeg vil gerne sige tak til ... de chefer på DR, som fyrede Karen Thisted og mig i december 2010, for det var i virkeligheden det bedste, de nogensinde kunne have gjort for os. Vi fik lov til at stoppe på toppen og med så meget goodwill fra vores lyttere, som også var kede af, at de lukkede programmet. Det blev et vink med en vognstang til mig om, at nu skulle jeg videre. Det blev til det, jeg laver nu – og nu laver jeg mit fjerde onemanshow. Det vil jeg gerne sige tak til dem for.
Jeg burde sige undskyld til ... Sikkert nogen, men jeg kan ikke lige komme på, hvem. Så skulle det være nogen, jeg var grim ved som barn i skolen eller i den dur. Når man bedriver satire, skal man passe på med at sige undskyld. Jeg tænker over, at når jeg skyder efter nogen, bruger jeg lang tid på at sikre mig, at de har fortjent det. Derfor skyder jeg tit på politikere ... og journalister. Typer, der selv sætter røven i klaskehøjde.
Jeg gentager aldrig rejsen til ... Marokko i 2012, for jeg tog alene af sted. Det var ellers et rigtig dejligt sted, men jeg kedede mig, så du ikke drømmer om det. Jeg sad hver aften og stirrede ud i luften i hotellets restaurant, der var kun mig og et ældre tysk ægtepar, der skulede. Tjenerne kiggede også og tænkte nok: ’Hvad er det dog for en freak?’ Jeg troede, at fred og ro var godt for mig. Jeg tog fejl.
Min selvtillid dalede da ... lidt, da jeg lige var stoppet på DR og havde besluttet mig for at optræde med komik. Det måtte briste eller bære. Da det allerførste velbetalte firmajob, jeg var på, var færdig, kom arrangøren og sagde, at det var på ingen måde det, de havde regnet med, så det ville de ikke betale for. Det gjorde nas! Jeg husker det nu som om, at folk syntes, det var meget sjovt. Og så må man jo bare op på hesten igen ...
Jeg får våde øjne, når ... jeg ser de der show på TV3, hvor en blind mor med otte børn får et nyt hus. De, der laver de programmer, ved lige præcis, hvilke signaler de skal aktivere i hjernen, så tårerne presser på – det er grov manipulation af seerne, men det virker. man bliver fanget af det, og det skammer jeg mig ikke over.
Den sværeste opgave, jeg nogensinde har løst, var ... at samle et trefags ikeaskab. Brugsanvisningen gav ingen mening, men jeg kom igennem trods alt. Det tre meter brede skab med skydelåger tog næsten elleve timer at samle.
Gode idéer kommer til mig, når ... jeg mindst venter det. Jeg er relativt disciplineret og har et ’kold luft i hovedet’-trick. Jeg cykler en tur, og det kan være en smule kedeligt, og så dukker idéerne op. Jeg ved ikke lige hvorfor.
Det bedste råd, jeg kan give en dreng på 13 år, er ... faktisk at sige, vi har en regering som er meget forhippet på, at børn meget hurtigt skal bestemme sig for, hvad de vil. Men det skal de bare overhovedet ikke gøre, de skal gøre, hvad de har lyst til. 13-årige drenge skal ikke tænke for meget over tingene, men bare sørge for ikke at gøre noget ulovligt. Det skal nok gå det hele.
Det værste måltid mad, jeg har fået, var, ... da Jan Gintberg og jeg var ude at lave et program til Danmarks Radio for tre år siden, hvor vi fulgte nogle mennesker gennem hele landet – jeg husker ikke, hvor det var i Jylland. Jeg holder meget af Jylland, og der er mange gode spisesteder. Jeg holder meget af at få et godt stjerneskud. Det er simpelthen noget af det bedste. Vi får en fisk – det var paneret dyremishandling – og der skal jo asparges og rejer til, men man kunne tydeligt se, det havde været på dåse. Det havde dåseform. Det smagte helt dødt og af ingenting og var en skamfering. Noget af det værste var, at ligegyldighed strømmede ud af den tallerken, så jeg blev helt trist, det var frygteligt. Og portionen var alt for stor. En kæmpe fisk med to dåser tømt ud over og ’Fars Nylon’ hældt på.
