Han blev nomineret til en Oscar for sin rolle i storfilmen 'Værelse med udsigt' midt i 1980erne.

Nu er den britiske skuespiller Julian Sands sporløst forsvundet.

Flere britiske og amerikanske medier skriver, at den 65-årige skuespiller er den ene af de to vandrere, der fredag i sidste uge forsvandt under en trekkingtur i bjergene i det sydlige Californien.

Blandt dem The Guardian og CNN.

Julian Sands tog af sted på en endagstur i bjergkæden San Gabriel fredag 13. januar. Da han ikke kom hjem som planlagt, slog hans kone alarm.

Vejret i området skulle efter sigende være 'udfordrende,' og det har besværliggjort redningsaktionen.

En talsmand fra det lokale politi bekræfter over for avisen Metro, at redningsmandskab leder efter Sands, men at vejrforholdene og lavinefare gjorde, at eftersøgningen på jorden måtte indstilles midlertidig lørdag.

»Vi fortsætter dog med at søge med helikopter og droner, når vejret tillader det. Vi planlægger endnu en søgning på landjorden, når vejret bliver bedre, og det er sikkert for vores mandskab,« siger talsmanden.

Julian Sands fotograferet ved filmfestivallen i Venedig i 2019 i forbindelse med filmen 'The Painted Bird.'
Julian Sands fotograferet ved filmfestivallen i Venedig i 2019 i forbindelse med filmen 'The Painted Bird.' Foto: Arthur Mola
Vis mere

Forholdene i området er lige nu så vanskelige, at myndighederne ligefrem opfordrer folk til at holde sig væk.

»Det er vores anbefaling, at folk holder sig væk fra det område. Det er ekstremt farligt, og selv erfarne vandrere kommer i problemer,« siger politiets talsperson.

Julian Sands er især kendt for sin rolle i filmklassikeren 'A Room With A View' fra 1985 ('Værelse med udsigt', red.) hvor han spillede sammen med Helena Bonham Carter, Dame Judi Dench, Daniel Day-Lewis og Maggie Smith.

Han har også medvirket i blandt andet 'The Killing Fields', 'Leaving Las Vegas' og adskillige tv-serier.