Sloveniens Veselin Vujovic er en kontroversiel og karismatisk træner, der som aktiv var verdens bedste.

Varazdin. Når man nævner navnet Veselin Vujovic for spillerne på det danske håndboldlandshold, er reaktionen typisk et skævt smil.

Montenegrineren, der er cheftræner for fredagens EM-modstander, Slovenien, er berømt og berygtet for sit temperament og sin iltre facon på sidelinjen.

- Man oplever ham tit som en meget temperamentsfuld og karismatisk træner, der føler, at hans hold bliver snydt. Han er kendt for at være lidt voldsom, siger den danske playmaker Morten Olsen.

Men i håndboldsporten er der også stor respekt om Vujovic, der torsdag fyldte 57 år.

Han er anerkendt som en succesfuld og modig træner, og han havde en blændende karriere som aktiv spiller i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne.

- Han er jo meget speciel. Han var en fantastisk håndboldspiller. En som man så op til, dengang jeg var knægt, fordi han var en af verdens bedste spillere, siger den danske landstræner Nikolaj Jacobsen.

Veselin Vujovic var med det jugoslaviske landshold med til at vinde OL-guld i 1984 og VM-guld to år senere. Han har også rekorden som den mest scorende spiller nogensinde for det nu opløste land.

I 1988 blev han den første spiller, som fik Det Internationale Håndboldforbunds (IHF) officielle stempel som verdens bedste.

- Han stod for noget utrolig flot og teknisk håndbold. Det var vel den første spiller, jeg har set, hvor halvdelen af afleveringerne ind til stregen gik bag om ryggen. En fornøjelse at se spille.

- Som træner er han virkelig taktisk dygtig. Man skal være klar på hvad som helst.

- Han tøver ikke længe med at gøre noget, og det er altid sjovt at møde sådan nogle trænere, for så skal man selv bruge hovedet, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark møder Slovenien med Vujovic på sidelinjen i første mellemrundekamp klokken 20.30 fredag aften.

/ritzau/