De siger det allesammen. Hun bliver nævnt stort set hver gang.

Christina Roslyng. Den tidligere landsholdsstjerne som de fleste nok kender, og som sluttede sig til Jesper Jensens team i marts 2020.

For spørger du landsholdsspillerne, hvad der har været med til at skabe ro og flytte holdet, er hendes navn noget af det, der bliver nævnt prompte. De sætter en enorm pris på hende.

»Det er sjovt, for man synes sommetider ikke, man gør så meget,« siger hun med et smil helt ydmygt og eftertænksomt, inden hun fortsætter:

»Jeg tror bare, det er et bevis på, at selv i en benhård præstationskultur, har man enormt brug for at sætte ord på ens tanker og følelser. Jeg tror ikke altid nødvendigvis, det er mig, de kun snakker med. Jeg har nok været med til at sparke det i gang, åbne rammerne, prikke til nogle ting, så de også snakker meget mere med hinanden,« siger 43-årige Christina Roslyng, der er Team Manager.

For det er det, hun gør og kan, har landsholdsstjernerne en efter en fortalt. Prikke til dem, få dem til at tale om tingene. Følelserne. Både de gode og dårlige.

For det er enormt vigtigt, når man går i et miljø, hvor det handler om at præstere hele tiden.

»Vi ved, at svære tanker og følelser er en præmis, når der er noget på spil, noget vi gerne vil opnå eller være gode til, så opstår det helt naturligt. Vi ved også bare, at jo mere man går alene med de svære tanker og følelser, jo større kan det hobe sig op, og så er det sværere at håndtere. Det er et forholdsvis simpelt middel. Lad være at gå med det selv. Tal om det,« siger Christina Roslyng.

Sandra Toft, Christina Roslyng og Kathrine Heindahl under en træning.
Sandra Toft, Christina Roslyng og Kathrine Heindahl under en træning. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Derfor har de på holdet forsøgt at skabe rammer, så de kan tale med hinanden. De kan også tale med ledergruppen, der også er fuldt bevidst om, at de skal gå forrest og selv give udtryk for, når noget er svært. De vil prøve at vise, at det er helt naturligt at være sårbar, og at alle skal kunne rumme hinanden.

»At man åbner lidt op og giver lidt af sig selv betyder ikke, man er mindre klar til at gå på banen. Tværtimod tror vi på, det er enormt tillidsopbyggende. Det er hele vores værdi, vi også står på. Det skal være et godt sted at være, vi hylder forskelligheden. Det er ikke for sjov, vi siger det. Det er ikke tomme ord. Vi arbejder med det hver dag,« siger Christina Roslyng.

Det handler om ikke at være berøringsangst. Samtidig skal spillerne også selv tage ansvar.

»Hvis man går med et skjold med, at alt er godt, kan det også være svært for os andre at hjælpe. Man har også en stor ansvarlighed selv i at råbe op og opsøge hjælp. Men jeg prikker også. Nogle gange er jeg helt sikker på, jeg rammer forkert og kommer til at sige dumme ting, de ikke havde brug for på det tidspunkt,« siger hun og fortsætter:

Christina Roslyng har selv spillet på landsholdet og været med til at vinde guld ved OL i 2000.
Christina Roslyng har selv spillet på landsholdet og været med til at vinde guld ved OL i 2000. Foto: Ernst Van Norde
Vis mere

»Hele essensen er, vi skal snakke sammen og ikke selv gå med svære tanker og følelser, som er en præmis i det game. Det kan lægge en dæmper på ens præstation. Vi tror, det er præstationsfremmende i sidste ende,« siger Christina Roslyng.

Mens spillerne nævner hendes navn ofte, fortæller hun også, at det har været let for hende at træde ind på holdet. Hun har oplevet 'en hjertelighed', som hun selv forklarer det.

Samtidig roser hun Jesper Jensen for at være en dygtig leder, som tror på den enkelte i staben. Han stoler på, at der er styr på tingene.

»Så giver han ellers bare plads. På den måde har det også været nemt at træde ind i. Men ligeså vel som jeg kan se, jeg får positiv omtale, vil jeg også bare sige, jeg kunne ikke arbejde med dem, hvis ikke de var så imødekommende og åbne og lod mig komme så tæt på,« siger Christina Roslyng.

Det er hendes anden slutrunde som Team Manager, og hun mærker en stor tro på konceptet hos holdet. De har flyttet sig med kommunikationen, og så er der en tro på, de er gode og solide. En tro, der er der, også selvom de fredag tabte semifinalen til Frankrig.

Men selvom ærgrelsen er stor, understreger Roslyng også, at holdet gik fra banen med stor værdighed. Noget, der også har været vigtigt at italesætte. For det er vigtigt for selvforståelsen.

»Vi har oprejst pande, brystet frem og synes, vi har fået sat en masse processer i gang, som vi stille og roligt kan se virker. Men ting tager tid. Det tager tid at skabe en vinderkultur,« siger Roslyng.

En del af arbejdet går på at dykke ned i modgangen og udfordringerne. Blandt andet efter en kamp som den mod franskmændene, hvor det var de små marginaler, der afgjorde det. Og alt det arbejde er i gang.

»Vi har fået sat nogle meget gode processer i gang. Vi er meget fortrøstningsfulde, og vi skal nok få det her løst. Vi kommer til at vinde med det her hold. Det tager bare noget tid,« smiler Christina Roslyng.