FCM Håndbold valgte mandag at fyre klubbens træner igennem de seneste seks år, Helle Thomsen, og det har hun det ikke særlig godt med.

Det var lidt af en overraskelse, da FCM Håndbold mandag offentliggjorde, at de midtjyske hun-ulve har valgt at skille sig af med træneren, Helle Thomsen, der ellers har ført klubben til sølv i sidste sæson, guld i forrige sæson og Champions League Final Four i 2014.

»Jeg har det ikke specielt godt. Det har været en hård og lang dag i dag,« siger Helle Thomsen ifølge TV2/Sportens hjemmeside.

FCM Håndbold skrev tidligere mandag i en pressemeddelelse, at klubben og Helle Thomsen er uenige om den fremtidige strategi.

Helle Thomsen siger selv, at det både er kultur, værdier og strategi, som der ikke er enighed om.

»Jeg har været sindssygt glad for at arbejde med det her hold. Jeg har haft Danmarks bedste job, men sådan skal det ikke være mere. Det er jeg selvfølgelig ked af, men jeg accepterer ledelsens beslutning,« siger Helle Thomsen.

Ialt har hun ført klubben til ti titler på de seks år, hun nåede at stå i spidsen for FCM Håndbold.

Klubben har forfremmet den hidtidige assistent, Kristian Kristensen, til ny cheftræner.