Champions League-vinder som spiller og tysk mester som træner.  

Det er en mand med cv'et i orden, der overtager trænerjobbet i Aalborg Håndbold til sommer, oplyser klubben fredag. 

Den 47-årige tysker Maik Machulla med fortid i Flensborg-Handewitt er netop blevet præsenteret som ny træner for Aalborg-stjernerne Niklas Landin, Mikkel Hansen og resten af holdet. 

En ansættelse, B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg roser - men han har dog én anke. 

Machulla har vundet trofæer med Flensborg-Handewitt - både som spiller og træner. 
Machulla har vundet trofæer med Flensborg-Handewitt - både som spiller og træner.  Foto: Firo Sportphoto/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg synes, det giver rigtig god mening for Aalborg. Direktør Jan Larsen spiller med musklerne her. Det er en helt ny vej at gå i forhold til Stefan Madsen, der var klubmanden, som fik chancen for at køre videre i cheftrænerjobbet,« siger han og fortsætter: 

»Her hyrer man en træner med erfaring fra toppen af Bundesligaen og som kommer med et helt nyt syn på tingene. Han har navnet. Han har erfaringen. Jeg tror, det kan være med at ruske op i både truppen og klubben og sætte nogle nye standarder,« vurderer han. 

Han så dog gerne, at man ikke ventede helt til sommer med at skifte på trænerposten. 

»Stefan Madsen får efter alt at dømme lov til at slutte sin sidste sæson af, og det er fair nok, men personligt gad jeg godt se, Machulla blive kastet for løverne med det samme. Aalborg er inde i en meget afgørende del af sæsonen, og jeg tror, det ville være en fantastisk saltvandsindsprøjtning for dem,« siger han. 

Maik Machulla har fået en kontrakt til 2026.