Torsdag meldte det irske lavprisselskab Ryanair ud, at det er slut med at tage håndbagage med gratis ombord. Rejsende hos SAS kan dog være helt rolige. Her vil kufferten stadig være gratis.

»SAS har ingen planer om at tage betaling for at medtage håndbagage om bord på vores flyvninger, men vi har en række testprojekter og tiltag, der handler om håndteringen af håndbagage.«

Det fortæller pressemedarbejder i SAS, Troels Karlskov, til B.T.

I den kommende tid vil det svensk-danske flyselskab på udvalgte forsøge sig med at sende sms'er til de rejsende med information om, hvor mange kilo håndbagage, de må have med.

»Så får vi optimeret håndteringen af håndbagagen om bord, så vores kunder eksempelvis oplever en smidig boarding, at der er plads om bord, og at flyet kommer afsted til tiden,« siger Troels Karlskov.

Torsdag aften vurderede Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen over for B.T., at andre flyselskaber på længere sigt vil skele til Ryanairs nye påfund.

»Jeg tror, mange konkurrenter vil udnytte det i deres markedsføring, at Ryanair nu har endnu et ekstragebyr. Når de er færdige med det, vil flere andre selskaber følge efter,« sagde han.

Fredagens udmelding fra SAS skal man ikke nødvendigvis tage som udtryk for, at selskabet aldrig kommer til at indføre betaling for håndbagagen, vurderer Jacob Pedersen.

SAS-rejsende kan fortsat medbringe håndbagage gratis, lover selskabet.
SAS-rejsende kan fortsat medbringe håndbagage gratis, lover selskabet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det sker måske om to-tre år. Nu og her kan man være stensikker på, at flyselskaberne vil melde ud, at det aldrig kommer til at ske, men faktum er, at det er noget, der vil kunne løfte indtjeningen, og det er man interesseret i i branchen.«

Ryanair forklarede torsdag sin ændring med, at flyene i mange tilfælde bliver forsinkede, fordi passagerer medbringer for meget håndbagage ombord.

Selskabet har i årevis været kendt for at have ganske rigide krav om, at håndbagagen kun tillades, hvis den overholder et bestemt mål.

Meldingen kommer efter en sommer, hvor der har været mangel på flyveledere samt talrige strejker, hvor medarbejderne protesterede mod dårlige lønninger og elendige arbejdsbetingelser.