Danskere i tusindvis undersøger lige nu – eller benytter sig af – en relativt unik mulighed for at skære store klumper af deres boliglån.

I mange tilfælde er der tale om, at en omlægning af lånet skærer 200.000, 300.000 eller måske endnu større beløber af restgælden – alt efter størrelsen på dit realkreditlån.

Muligheden er opstået, fordi renterne for realkreditlån er steget markant de seneste uger og nu er oppe i 2,5 procent.

Hvis du sidder med et fastforrentet lån til 0,5 procent eller en procent i rente, giver det mulighed for at konvertere op og skære en del af din restgæld.

En mulighed, mange boligejere har valgt at udnytte.

»I sidste uge var der lige så mange opkonverteringer af lån, som der var udstedelser. Det sker meget sjældent. Normalt er der langt flere udstedelser end konverteringer, så der er godt gang i den lige nu,« fortæller Louise Aggerstrøm Hansen, cheføkonom i Danske Bank.

Hun fortæller, at vi skal tilbage til 2008, 2009 og 2020 i starten af pandemien for at finde perioder, hvor lige så mange boligejere har konverteret op som den seneste uge.

»Og det giver god mening, for normalt siger vi, at man skal kunne skære otte-ti procent af restgælden, før det giver mening at konvertere, og det er der rigtig mange, der kan lige nu. Også dem med én procent i rente,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Også hos Jyske Realkredit kimer telefonerne.

»Vi oplever stor interesse. Der er ventetid på telefonerne, og kollegerne løber hurtigt. Så vi oplever bestemt en form for bølge lige nu,« siger Mikkel Høegh, afdelingsdirektør i Jyske Realkredit:

»Vi oplever de højeste niveauer af konverteringer siden 2008 og 2020, men det handler også om, at renterne nærmest udelukkende er faldet, så der skal ikke meget til for at sætte rekord. Men ja: Lige nu ser vi indfrielser af lån for hundreder af millioner af kroner om dagen.«

Hos Nordea fortæller boligøkonom Lise Nytoft Bergmann, at relativt få boligejere hos Nordea indtil videre har konverteret, men at der er stigende interesse for at høre om opkonverteringer.

Ifølge beregninger fra Nordea kan en boligejer med et fastforrentet lån til 0,5 procent i rente lige nu skære omkring 135.000 af restgælden per lånt million.

En ting skal man dog gøre sig klart: Hvis du lægger op i rente, er der tale om spekulation. Den højere rente og dermed højere udgift kan ende med at æde din gevinst op, hvis ikke du får mulighed for at lægge ned i rente igen.

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker i Nordea, forklarer:

»Man kan ikke på forhånd sige, om det vil være en god idé at lægge om til en højere rente, da det afhænger af renteudviklingen de kommende år. Generelt vil en opkonvertering kun medføre en varig gevinst, hvis boligejeren på et tidspunkt kan lægge om til en lavere rente igen. Det rummer altså et element af spekulation i, at renten kommer til at falde,« siger Lise Nytoft Bergmann:

»Det er usikkert, hvad der kommer til at ske med renten. Nogle investorer forventer, at den vil stige yderligere i takt med at centralbankerne hæver de ledende renter, mens andre forventer, at den vil falde igen, når der kommer større vished om inflationen.«