Ni gange Apple og én gang Samsung.

Sådan ser den noget ensformige liste ud over de mest populære mobiltelefoner i Danmark på prissammenligningsportalen Pricerunner, siden iPhone 15 blev lanceret 22. september.

»I Danmark er der ingen over Apple. Det gælder også med den nyeste model iPhone 15, som strøg direkte ind som den mest populære mobiltelefon i landet lige nu,« lyder det fra Pricerunners forbrugeranalytiker Katrine Barslev.

De første ni pladser domineres af Apple, mens Samsung Galaxy S23 Ultra sniger sig med på listen på dens sidsteplads.

Og helt i toppen ligger årets to dyreste og nye modeller, iPhone 15 Pro Max og iPhone 15 Pro, som dermed er dem, flest brugere af Pricerunner har klikket på, siden produkterne blev lanceret.

Og det er en stor forskel fra sidste år, da iPhone 14 blev lanceret, oplyser Pricerunner.

»Det er et stærkt comeback fra sidste år, hvor iPhone 14 ikke fik så godt fat i danskerne. Den blev kritiseret for at være for dyr i forhold til de små forbedringer, den kom med. Hos PriceRunner var både iPhone 13 og 11 mere populære, fordi de også havde en noget bedre pris,« siger Katrine Barslev fra Pricerunner.

Apple-boss Tim Cook, der for nyligt var i Danmark, viser den nye iPhone 15 Pro Max frem.
Apple-boss Tim Cook, der for nyligt var i Danmark, viser den nye iPhone 15 Pro Max frem. Foto: Loren Elliott/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men nu er Apple tilbage, og det er god timing, fordi danskerne er mere købestærke,« vurderer forbrugeranalytikeren.

På listen finder man også så 'gamle' iPhones som iPhone 11, der udkom i 2019 og stadig kan købes for lidt under 4.000 kroner rundt omkring.

Der er dermed langt op til prisen på den mest populære telefon, iPhone 15 Pro Max, der starter ved 11.799.

Apple deler ikke selv statistik for, hvor mange enheder de sælger, men efter et par år med faldende iPhone-salg, tyder det på, at iPhone 15 sælger bedre end sin forgænger.

I september forlød det i hvert fald, at forudbestillingerne af iPhone 15 var steget markant i forhold til iPhone 14.

Analysefirmaet Wedbush oplyste ifølge 9to5mac, at de så en stigning på 10-12 procent fra året før.

Og at især de dyre modeller, som på listen her, klarede sig godt op til lanceringen i år.

B.T. har testet og anmeldt iPhone 15 og iPhone 15 Pro Max. Læs anmeldelsen her.