Randers FC har solgt sin anfører og forsvarsprofil Erik Marxen til ligakonkurrenterne FC Nordsjælland.

Det meddeler FCN i en pressemeddelelse.

Marxen tiltræder umiddelbart efter nytår og har fået en fireårig aftale.

FC Nordsjælland ligger lige over nedrykningsstregen i Superligaen, mens Randers FC er nummer fem og skal i foråret møde Premier League-klubben Leicester i to kampe Conference Leagues slutspil.

Alligevel har han nu valgt at tage skiftet fra Kronjylland til Farum, og Randers FC understreger, at det er Marxen selv, der har ønsket skiftet.

»Jeg ser FC Nordsjælland som en klub med et meget stort potentiale i kraft af deres filosofi, talentmasse og setup,« siger Marxen og fortsætter:

»Jeg er helt klar over, hvad opgaven og udfordringen på kort sigt består i, og jeg er først og fremmest kommet til for at hjælpe med at skaffe sejre det er det vigtigste. Men jeg har også ambitioner om at hjælpe holdet og klubben til at indfri potentialet og vinde medaljer på sigt.«

Sportsdirektør i FC Nordsjælland, Mikkel Hemmersam, fortæller samtidig, at Marxen-handlen er den første af flere denne vinter.

»Erik er ambitiøs, determineret og passioneret men samtidig også nysgerrig, udviklingsparat og lærevillig. Vi ser Erik som den første vigtige tilgang af flere til truppen denne vinter, og vi glæder os til at byde ham velkommen i Farum efter ferien,« siger han.

Marxen, der tidligere i karrieren også har repræsenteret Sønderjyske og Vejle, står noteret for i alt 207 kampe i Superligaen.

31-årige Erik Marxen har første arbejdsdag i sin nye klub den 4. januar.