Brentfords Mads Roerslev er udtaget til landsholdet, og det har han ventet længe på efter sit gennembrud.

Trods en rolle som fast mand i Premier League-klubben Brentford har Mads Roerslev måttet kigge langt efter en udtagelse til landsholdet.

Den oprindelige trup, som landstræner Kasper Hjulmand udtog til testkampene mod Schweiz og Færøerne, var uden Roerslev, men telefonen ringede alligevel.

Højrebacken Alexander Bah måtte udgå fra landsholdslejren, og så var Mads Roerslev den næste i køen på Hjulmands liste for første gang efter en solid stime i Premier League.

- Jeg har ventet lidt længe på en udtagelse, synes jeg, siger Mads Roerslev.

- Når det kører for mig i Premier League, så håber jeg selvfølgelig at komme med på landsholdet. Så jeg kiggede lige lidt ekstra på telefonen i de dage, hvor holdet skulle udtages.

Da danskerne i engelske Brentford havde tabt til Burnley i den seneste kamp i Premier League blev gruppen delt i to.

Mikkel Damsgaard, Christian Nørgaard og Mathias Jensen var udtaget til landsholdet, og trioen skulle sammen rejse til Danmark dagen efter.

Forsvarsspillerne Mads Roerslev og Mathias "Zanka" Jørgensen var dog ikke blandt de udvalgte, og de to hastede ud i en taxa efter weekendens kamp for at komme hjem til nogle fridage i København.

- Alle vores landsholdsspillere fra Brentford rejste hjem sammen dagen efter kampen, men "Zanka" og jeg tog direkte ud til lufthavnen i en taxa og nåede et hurtigt fly. Så fik vi en aften mere med venner og familie i Danmark, siger Mads Roerslev.

- Jeg havde mine støvler med heldigvis. Hjulmand havde nævnt for mig, at det var en mulighed, at jeg ville blive efterudtaget.

Kasper Hjulmand havde i god tid orienteret Roerslev om, at han kunne gøre sine holdkammerater fra Brentford selskab på landsholdet. Det skete, og udtagelsen kommer på baggrund af de skridt, som den 24-årige back har taget.

- Jeg har set toppræstationer fra Roerslevs side i den seneste måned, hvilket man skal have for at blive landsholdsspiller, siger Kasper Hjulmand, der forklarer, at Mads Roerslev har vist det samme, til de træninger han har været med til på landsholdets bane i Helsingør.

- Han har vist sig fra sin gode side indtil videre, og han er kommet ind på holdet med selvtillid.

/ritzau/