Leon Andreasen i HSV kan blive det tredje mareridt i rækken, vurderer HSV-ekspert.


Nordtyskernes interesse kunne ellers godt ligne Leon Andreasens redning ud af en permanet reservetjans i Fulham.

Men Kay Fette, der dækker Hamburger SV for Bild, forudser en gentagelse á la Werder Bremen og Fulham, hvis den danske landsholdsspiller kommer til klubben:

- Det tror jeg ikke. Han er central midtbane, og HSV har i forvejen Nigel de Jong, David Jarolim og Guy Demel, der spiller samme plads. Det er tre landsholdsspiller fra henholdsvis Holland, Tjekkiet og Elfenbenskysten. Så jeg tror ikke, at Leon Andreasen kommer til Hamburg, siger Kai Vettel til sporten.dk.

Kay Fette var også tilstedeværende ved Hamburger SVs træning fredag, og der stillede han sportsdirektør Dietmar Beiersdorfer spørgsmålet om Leon Andreasen:

- I øjeblikket er der mange navne på markedet, og Leon Andreasen er da et navn, men det er endnu ikke et tema for os, sagde Beiersdorfer.

Sporten.dk har talt med både Fulham og Leon Andreasen, men ingen af dem havde nogen yderligere kommentarer.

En eventuelt transfer forventes at løbe op i 32 millioner danske kroner, hvis den går i hus inden transfervinduet lukker den 31. august.