Kasper Dolberg scorede til 2-0, da Ajax vandt 5-0 over NAC Breda i Æresdivisionen.

Landsholdsangriberen Kasper Dolberg viste søndag, at han stadigvæk ved, hvor målet står.

I onsdagens Champions League-dyst mod Real Madrid forsømte danskeren at udligne i sidste minut, men det revancherede han i Ajax' storsejr på 5-0 over NAC Breda i den hollandske liga søndag eftermiddag.

Otte minutter inde i anden halvleg dirigerede han Hakim Ziyechs indlæg i mål, så Ajax kom foran 2-0.

Dermed lignede det en god disposition at skifte den unge danske frontløber ind i stedet for Lasse Schöne i pausen.

Efter Dolbergs fuldtræffer fik Ajax for alvor gang i målscoringen, og i de følgende 18 minutter scorede holdet yderligere tre gange. To af målene var efter afrettede afslutninger.

Med sejren haler Ajax ind på PSV Eindhoven, der lørdag smed point ved blot at spille 2-2 mod Heerenveen. PSV har dog stadigvæk et forspring på fire point ned til Dolberg og co. i Æresdivisionen.

Feyenoord ligger nummer tre, men har udspillet sin mesterskabschance. Det blev blot understreget søndag, da Rotterdam-klubben tabte 0-1 på udebane mod midterholdet Groningen.

Kampens afgørelse faldt på et selvmål midtvejs i første halvleg.

Landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen, der har startet på bænken i de seneste kampe, fik fuld spilletid hos Feyenoord.

/ritzau/