»Så synes jeg, at ministeren skal give en instruks – her kan hun nemlig gøre det – til, at Radio- og Tv-nævnet tager sagen op, gør hurtig eksercits, får lukket skidtet og får udbuddet til at gå om.«

Sådan sagde Morten Messerschmidt sidste år om Radio Loud på et samråd med daværende kulturminister, Joy Mogensen.

Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og nu skal Morten Messerschmidt være vært på et program på selvsamme Radio Loud. Det skriver Berlingske.

Det bliver angivelig for programmet 'Kammertonen', der skal handle om opera, og som fremover skal sendes hver søndag.

»Jeg er stolt af og taknemmelig over, at Morten Messerschmidt vil være vært hos os – og at han vil påtage sig den helt nødvendige opgave at lave et operaprogram, hvis mål er enkelt, men også krævende: At overbevise verden om, at opera er den skønneste kunstart, som alle bør åbne deres hjerter og ører for,« siger Radio Louds programdirektør, Simon Andersen, i en pressemeddelelse.

Morten Messerschmidt har tidligere værtserfaring fra den hedengangne Radio24syv, hvor han bestyrede programmet 'Europa i flammer'.

Netop Radio Loud skifter næste år navn til 24syv.

Radiolivet er næppe det eneste, Morten Messerschmidt får travlt med i den kommende tid, da han også har meldt sig ind i kampen om formandsposten i Dansk Folkeparti samt har en verserende ankesag om fusk med EU-midler.

B.T. forsøger at få en uddybende kommentar fra Morten Messerschmidt.