Han er blevet kaldt den 'nye Allan Simonsen' og har overrasket med parykker gennem denne sæson af Vild med dans. Men nu gik den altså ikke længere. 

Ved fredagens afsnit af danseprogrammet måtte Andreas Bo og Camilla Dalsgaard takke af og forlade programmet. 

Da B.T. møder dem på dansegulvet, er det alligevel et smilende par i pyjamas, der står tilbage. 

»Jeg har det fint,« siger Camilla Dalsgaard. 

Og komikeren nikker og smiler med. 

»Det har været sjovt at kaste sig ud i noget, som man aldrig har prøvet og ovenikøbet også har tænkt 'det skal jeg aldrig nogensinde prøve,'« forklarer Andreas Bo, og tilføjer:

»Hvor alvorligt er det lige – konkurrencen bliver pustet op.«

Camilla Dalsgaard understreger, at det altså er en del af legen, når man er med i en konkurrence. Og derfor står de ikke og ser sure ud. 

»Man bliver pillet fra stille og roligt, og i dag var det vores tur. Det kom ikke som nogen overraskelse,« forklarer hun, og tilføjer: 

»Om man står her i program 4 eller i Horsens, så skal man jo sige 'farvel og tak' på et tidspunkt.« 

Parret imponerede altså ikke tilstrækkeligt dommerpanelet ved aftenens show med deres ønskedans, hvor de fik 25 point. 

Derfor endte de også i omdans overfor Katinka Lærke Petersen og Mads Vad, der altså overlevede. 

B.T. var til stede under hele showet og har skrevet en dom, der kan læses HER