Det danske drama 'Ulven kommer' blev onsdag aften kåret til noget af det bedste drama i hele Norden i 2020.

Her modtog Maja Jul Larsen Nordisk Film & TV Fonds store pris på 200.000 norske kroner for sit arbejde som hovedforfatter på DR-dramaet, oplyser DR i en pressemeddelelse.

Det svarer til knap 144.000 danske kroner.

Vinderen af den fornemme pris blev afsløret på Göteborg Film Festival, der i disse dage holdes i en onlineudgave, hvor Maja Jul Larsen slog manuskriptforfattere fra dramaserier i Sverige, Norge, Finland og Island.

Manuskriptforfatter Maja Jul Larsen.
Manuskriptforfatter Maja Jul Larsen. Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Vis mere

'Ulven kommer' havde premiere på DR i efteråret og følger socialrådgiveren Lars, spillet af Bjarne Henriksen, der forsøger at finde ud af, hvem der lyver, og hvem der taler sandt, da den 14-årige Holly, Flora Ofelia Hofmann Lindahl, anklager sin stedfar, i skikkelse af Peter Plaugborg, for at have udsat familien for grov vold.

Herudover medvirker Christine Albeck Børge og Noah Storm Otto i rollerne som henholdsvis moderen Dea og Hollys bror Theo. Serien er instrueret af Pernille Fischer Christensen.

»Det har været et godt år for serier, men én skilte sig ud. Vi er i en tid, hvor vi bombarderes med indhold, så vi ledte efter den unikke historie. ’Ulven kommer’ er superintelligent lavet med komplekse karakterer, der både virker normale og dysfunktionelle på samme tid,« lyder det blandt andet i juryens motivering.

»Der er intet sort-hvidt i den dramaserie. Karaktererne indeholder både godt og ondt. Det er kompliceret, men gribende – det er derfor, vi har tv.«

Bjarne Henriksen, Flora Ofelia, Christina Albeck Børge, Noah Otto Storm og Peter Plaugborg.
Bjarne Henriksen, Flora Ofelia, Christina Albeck Børge, Noah Otto Storm og Peter Plaugborg. Foto: DR
Vis mere

’Ulven kommer’ gør sig også godt uden for Norden. Lande som blandt andre Australien, Tyskland, Frankrig, Spanien, Belgien, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien og Polen har allerede sikret sig retten til at vise DRs dramaserie.

Og onsdagens pris er da heller ikke den første til Maja Jul Larsen og ’Ulven kommer’, som modtog prisen for bedste serie ved Zürich Film Festival i Schweiz, allerede inden serien havde premiere i oktober.

Maja Jul Larsen blev uddannet på Filmskolen i 2007, og tidligere har hun også været med til at skrive ’Borgen’, ’Arvingerne’ og ’Bedrag’ i DR-regi.