I andet audition-program af denne sæsons X Factor bliver 18-årige Patrick Smith dommernes helt store oplevelse.

Den unge fyr fra Rødby på Lolland trådte ind foran Blachman og co. med sin guitar og en selvkomponeret sang, og det gik så godt, at han udover tre ja’er også fik Oh Land til at græde.

»Mit budskab gik rent ind,« fortæller Patrick til B.T.

»Jeg har været meget rundt og spille og tænkte, jeg bare skulle gøre, som jeg plejer. Da Oh Land så blev så rørt… Det var meget bekræftende og en fantastisk oplevelse,« mindes han sin audition, der blev optaget sidste sensommer.

Han drømmer om et liv indenfor musik og havde efter folkeskolen søgt ind på musikgymnasiet Skt. Annæ i København.

Da det ikke lykkedes at komme ind, startede han i stedet et bookingfirma sammen med sin far.

Han stillede op til X Factor for at reklamere for firmaet og vise sin egen musik frem.

»Jeg synes, jeg viser en type musiker, der har manglet i programmet. De er vant til, at folk synger Spotifys top 100-hits. Så jeg var bange for, om de var åbne over for noget skæv dansk sangskrivning.«

Som han fortæller til dommerne i aftenens udsendelse, handlede hans audition-sang om menneskets uvane med at stresse for meget.

»Vi higer hele tiden efter noget og tilsidesætter alt. Når man så får det, så er der noget andet, man vil have.«

I klippet øverst kan du se Patricks audition. Hvor langt han når i X Factor, må vi vente og se de kommende fredage.

Oh Land fortæller: Derfor blev jeg rørt

»Jeg bliver rørt af Patrick, fordi jeg synes, det er enormt livsbekræftende, når der kommer en ind, som bare gør sin ting, og er så indlevet i det han gør.«

»Det synes jeg er vildt rørende og stærkt.«

»I en tåge hvor der er en hel masse, der prøver at være ligesom alle andre, så er det helt vildt rørende, når der kommer en ind, der bare er grænseløst i sig selv.«

»I programmer som X Factor tror jeg, at man bliver rørt, når noget er sørgeligt, men jeg bliver ligeså rørt, når jeg oplever noget, som er fuld af liv, autentisk og livsbekræftende og det synes jeg, Patrick var til sin audition.«