De enæggede tvillinger Anders og Torben Petersen fra Holstebro, som lever deres liv fuldstændig ens, er tilbage på TV2.

I aftenens program fik tv-seerne et fascinerende indblik i de 45-årige enæggede tvillingers liv, men det er ikke alt, du fik at se på tv.

Mod slutningen af programmet bestiller Anders og Torben en ferie til Thailand, hvor de skal mødes med deres kærester, som de mødte samme dag for seks år siden. Det er blevet til 12 rejser til Thailand siden da, men tvillingerne kan stadig drive gæk med deres kærester, fordi de ser så ens ud, ubevidst foretager sig de samme små handlinger på samme tid og oveni købet altid går ens klædt.

Har jeres kærester nogensinde taget fejl af jer?

»Ja, i korte øjeblikke,« siger Torben Petersen til BT og griner.

Hvordan gik det til?

»Vi har et par gange lavet sjov med dem og taget den forkerte i hånden. Men de opdager det altid hurtigt, endda uden at kigge på os. Vi kan snyde dem i 15 sekunder, men så opdager de, at der er et eller andet galt. At det ikke er den rigtige, de har i hånden,« siger Torben Petersen.

Hvad siger de så?

»Ingenting. De griner bare. Og skynder sig at bytte rundt,« fortæller Torben Petersen og griner højt.

Læs også: Fuldstændig ens: Anders og Torben har aldrig gjort noget hver for sig

Det er bestemt ikke kun udseendet og eksotiske thai-kærester Anders og Torben har tilfælles. De bor sammen i et parcelhus i Holstebro, de står op samtidig, tager på arbejde på den samme fabrik med den samme madpakke til frokosten. De er formand og næstformand i den samme skytteforening, de er begge med i Hjemmeværnet, og de stiller sammen op som frivillige ved håndboldstævner og til koncerter. Og de har højest været adskilt i fire timer - igennem 45 år.

Der var premiere på 'Anders og Torben på ny' på TV2 kl. 20 i aften. Næste onsdag kommer anden del af programmet om de to tvillingers liv, hvor de tager til Thailand, hvor Anders skal besøge sin svigermor for første gang.