490 millioner kroner. Lige ned i lommen.

Det har kviktestkongen Jeppe Handwerk kunnet trække ud af sit firma i udbytte efter et helt og aldeles forrygende 2021.

Det fremgår af det nye regnskab for Copenhagen Contractors, hvor det nu for alvor træder igennem, at danskerne sidste år blev kviktestet for corona i omfattende grad.

Via selskabet Copenhagen Medicals, der satte sig på en rigtig stor bid af markedet ved blandt at vinde udbuddet i Region Hovedstaden, er overskuddet for 2021 blevet på hele 711.745.000 kroner. Altså knap 712 millioner kroner.

Til sammenligning taget vi lige de forrige regnskabsresultater for selskabet:

  • 2020: Overskud på 6,7 millioner kroner
  • 2019: Underskud på 400.000 kroner.

Og selvom kviktestningen i 2020 allerede satte sit aftryk på regnskabet, eksploderede det altså fuldstændigt i 2021.

Det nyeste overskud svarer til en stigning på mere end 10.500 procent i forhold til 2020.

Det er tidligere kommet frem, hvordan Copenhagen Medicals, da testningen af danskerne var på sit højeste tjente ti millioner kroner om dagen, og i den forbindelse lød det fra Jeppe Handwerk, der selv pantsatte alt, hvad han havde for banke forretningen op:

»Vi har haft en meget, meget stor omsætning i år. Når vi tester så mange mennesker, så er det voldsomme tal,« sagde han og tilføjede, at det ser 'fornuftigt ud' uden at ville blive konkret i forhold til forventningerne om overskuddet størrelse.

Det er der så kommet nu.