Jensens Bøfhus er i gang med en større udvikling, da den tidligere stifter og ejer Palle Skov Jensen stoppede efter 30 år i spidsen.

Det betyder selvfølgelig, at man stadig arbejder på højtryk for at få biksen helt op i femte gear. Men nu har man haft første bump på vejen. 26. september havde restaurantkædens hovedkvarter på Læssøegade i Odense et mindre vellykket besøg af fødevarekontrollen.

Et kontrolbesøg på næsten to timer udmøntede sig i en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner. Bøden skyldes dårlig rengøring.

Det skriver fyens.dk mandag morgen.

Arkiv.
Arkiv. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det skyldes blandt andet nogle bøtter, der bruges til sovser, hvor kontrollanterne fandt indtørret sovsebelægninger.

Derudover fandt de også låg og en kasse med rene arbejdsredskaber, hvor der var indtørrede produktrester, salat og fedtet belægning.

Det ærgrer selvklart kædens nye administrerende direktør, Anders Nikolaisen.

»Det her får betydning, for det er noget, vi har fokus på. Vi skal være kendt som et sted, man trygt kan gå ind for at spise sin mad, og vi har brugt meget krudt på det nu. Fremover vil der være et øget ledelsesmæssigt fokus på tjeklister og andet, der er sat i værk for at have styr på hygiejne og rengøring,« siger han til lokalmediet.

Han indrømmer, at de ansatte på den pågældende restaurant ikke har været grundige nok, og det skal der strammes op på.

Anders Nikolaisen, der står i spidsen for Jensens Bøfhus' 29 restauranter i Norden, slår fast, at restaurantkæden ikke kan leve med at blive ramt af lignende sager.

Ud over den nye administrerende direktør, der tiltrådte 1. januar, har de Steen Haustrup, Torben Østergaard og Enrico Krog Iversen blandt de fynske rigmænd i den nye ejerkreds.

De skal forsøge at vende den halvsynkende bøfskude.