En tatovørbutik i blandt Odense fik torsdag et uventet besøg af myndighederne.

Aktionen afslørede flere lovovertrædelser og manglende hygiejnefokus.

Det var Politiet, Skattestyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen, der sammen slog til på flere adresser på samme tid i Odense, Kolding og Aabenraa. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Der blev umiddelbart konstateret lovovertrædelser på alle de adresser, som fik besøg af myndighederne. Samlet set fik myndighederne fat i 23 tatovører, som brød loven i og med, at de ikke er registeret hos Sikkerhedsstyrelsen, hvilket er lovpligtigt. Fire tatovører var ikke registeret i butikken i Odense.

Hovedparten af de 23 ulovlige tatovører havde heller ikke gennemført det lovpligtige hygiejnekursus. Et kursus, der skal sikre, at kunder ikke får infektioner efter tatoveringer.

»Efterlevelsen af tatoveringsloven stod ringe til på de kontrollerede steder, og der venter et efterspil. Aktionen var baseret på et tip, så det er heldigvis ikke vores generelle indtryk af branchen. Mange gør sig umage med at følge reglerne,« siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Søren Assenholt Muff.

De uregisterede tatovørers arbejdsplads blev alle informeret om, at de skulle få bragt registeringen i orden.

En sydamerikansk mand blev også sigtet for at have overtrådt udlændingeloven, da han har arbejdet som tatovør uden en gyldig arbejdstilladelse. Han kan nu se frem til en bøde, ifølge Sikkerhedsstyrelsen.