I maj steg antallet af lønmodtagere i Danmark til 2.743.400, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er rekord.

København. Antallet af beskæftigede på det danske arbejdsmarked var historisk højt i maj, viser tal fra Danmarks Statistik.

2.743.400 personer bestred således et lønmodtagerjob, hvilket er det højeste antal nogensinde, og der kan være mere i vente.

Det mener makroøkonom Søren Kristensen fra Sydbank.

- Fremtidsudsigterne for det danske arbejdsmarked er i udgangspunktet ganske lyse, skriver han i en kommentar. Han peger på, at den største udfordring for virksomhederne er at få den arbejdskraft, der er brug for.

- I de kommende år er arbejdsmarkedet dog begunstiget af, at tidligere vedtagne reformer vil sende endnu flere danskere ud på arbejdsmarkedet. Derfor er vi i udgangspunktet optimistiske, skriver han.

Reformerne vil dog ikke gøre noget gavn, hvis en handelskrig med USA optrappes, påpeger Kristensen. 40 procent af fremgangen i beskæftigelsen siden 2013 kan nemlig henledes direkte til eksporten.

- Derfor er en yderligere eskalering af handelskrigen også en særdeles mærkbar trussel mod dansk økonomi og det danske arbejdsmarked, skriver han.

I maj var der 4800 flere i job end måneden før. Tallet omfatter alle lønmodtagere i danske virksomheder uanset alder, og om de bor i Danmark eller ej.

Mens antallet af lønmodtagere steg, var andelen af personer med lønmodtagerjob med bopæl i landet uændret på 70,1 procent.

Det skyldes, at andelen afrundes til første decimal, mens antallet medtager flere, og at en udvikling derfor er nemmere at se her.

/ritzau/