I Danmark står vi i den situation, at smittetallet har været stigende i en længere periode, og som det ser ud nu, så har vi ikke haft så mange smittede per dag siden coronaudbruddets begyndelse.

Alligevel har de danske hospitaler forholdsvis få indlagte og endnu færre på intensiv.

Tre mulige årsager til situationen kom speciallæge og formand for Lungeforeningen Torben Mogensen med, da han deltog i B.T. Live på Facebook.

»Der kan være flere grunde til, hvorfor der netop ikke er så mange indlagte, nu, hvor smitten stiger,« understregede Torben Mogensen, der har tre teorier om det mysterium, mange læger lige nu grubler over.

»Der er rigtig mange unge i Danmark, som bliver smittet i øjeblikket. Det ses derfor ikke på hospitalerne, fordi unge heldigvis ikke bliver særligt syge af coronavirussen. Det kan være en af forklaringerne på den nuværende situation,« var Torben Mogensens første bud på den nye tendens.

En stigning i smittetallene har blandt andet fået regeringen og Sundhedsstyrelsen til at reagere. Forsamlingsforbuddet blev sænket fra 100 til 50 i 17 forskellige kommuner, og Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye retningslinjer til arbejdspladserne. Men i følge Torben Mogensen så er det højst sandsynligt ikke den helt samme virus, der lukkede landet ned i foråret.

»En anden forklaring kunne være, at virussen ikke er så farlig, som den tidligere har været. Virus muterer hele tiden – det vil sige, den ændrer sine arveegenskaber, og det kan derfor være, at den er blevet lidt mindre farlig her i Europa. For man ser faktisk det samme rundt om i Europa, at antallet af døde heldigvis falder.«

Torben Mogensen, speciallæge og formand for Lungeforeningen. Han kommer med tre mulige forklaringer på den nuværende coronasituation i Danmark.
Torben Mogensen, speciallæge og formand for Lungeforeningen. Han kommer med tre mulige forklaringer på den nuværende coronasituation i Danmark. Foto: Andreas Hagemann Bro
Vis mere

»En tredje mulighed kunne være, at den mængde virus, vi får, når vi bliver smittet, er i mindre doser. Det er en teori, jeg lige læste om i et af de meget anerkendte amerikanske tidsskrifter. Det er, i takt med at vi alligevel holder en lille smule afstand, vi har masker på i offentlig transport, som fanger noget af virussen, og vi spritter hænder. Selv om vi ikke er lige så gode til det hele, som vi ellers har været, så gør vi det stadigvæk.«

»Der er mange teorier i øjeblikket, men bundlinjen er, at det faktisk ser ud, som om man ikke bliver nær så syg i øjeblikket, og det må vi krydse fingre for, at det fortsætter i den retning,« sluttede Torben Mogensen af med at fortælle, men han understregede også, at situationen stadig skal tages dybt alvorlig, fordi vi endnu ikke kender virus til bunds, og fordi de scenarier, vi har set i lande som Italien, stadig skal stå klart i hukommelsen.