Foruden bedre løn- og ansættelsesvilkår kæmper 3F, Danmarks største fagforening, også for et godt arbejdsmiljø fri for mobning og chikane.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at B.T. kan fortælle, at en dokumenteret stor-mobber i toppen af selve fagforeningen for nylig blev belønnet med en stor stilling med personaleansvar.

Især fordi det skete, efter at Tina Christensen, der nu er konstitueret formand for 3F, og den øvrige ledelse var blevet bekendt med det hændte.

B.T. skrev tidligere på ugen en artikel om en central rådgiver i 3Fs formandssekretariat, der gennem mere end et år mobbede og ydmygede en anden medarbejder så voldsomt, at det udløste et påbud fra Arbejdstilsynet.

Flere ansatte i 3Fs formandssekretariat fortalte i 2018 Arbejdstilsynet, hvordan rådgiveren bevidst gik efter at ødelægge sit offers arbejdsliv. I et enkelt tilfælde havde mobberen ovenikøbet skubbet offeret voldsomt ud ad en dør.

3F fortæller, at man siden har rettet op på de forhold, som Arbejdstilsynets rapport omhandler, og i dag har en såkaldt grøn smiley for sit arbejdsmiljø.

Hændelserne med mobberen har tidligere været beskrevet i pressen, men de er blandt andet blevet aktuelle at kigge på igen på grund af udskiftningen på fagforeningens formandspost.

Her er Tina Christensen nu konstitueret som formand for 3F, efter den forrige formand, Per Christensen, måtte forlade posten efter skandalen om hans dobbeltliv og misbrug tillid og position.

Nu viser det sig så, at samme Tina Christensen så sent som i sommeren sidste år har været med til at belønne den føromtalte og dokumenterede mobber med en chefstilling for et sekretariat med flere ansatte.

Vi ville gerne have spurgt Tina Christensen, hvordan det hænger sammen, at man som fagforening forsøger at bekæmpe mobning, men samtidig internt belønner en dokumenteret mobber med en stor stilling.

Desværre har hun ikke ønsket at svare på de spørgsmål, vi har stillet, men blot sendt et intetsigende svar gennem fagforeningens presseafdeling.

3F har tidligere meldt ud, at hovedbestyrelsen i fagforeningen skal drøfte det videre forløb på et møde 10. februar.

Her vil det sandsynligvis komme frem, hvornår på året der skal være valg af en ny permanent formand for 3F, der skal vælges på en ekstraordinær kongres.

»Vores medlemmer har brug for en handlekraftig ledelse, der kan fortsætte den stærke indsats og arbejdet for deres interesser. Den opgave påtager jeg mig både med stolthed og ydmyghed i et fortsat tæt samarbejde med de øvrige kolleger i forbundets daglige ledelse og i vores hovedbestyrelse,« udtalte Tina Christensen i forbindelse med konstitueringen som formand, men det er endnu uvist, om hun har tænkt sig at gå efter stillingen ved valget.

Det må i givet fald være på sin plads, at hun i det mindste forklarer sig over for de delegerede og resten af medlemmerne i 3F.