Lyt til artiklen

Rottebekæmpere i Københavns Kommune har foreløbig set to eksempler på rotter i vandlåse efter weekendens uvejr

Weekenduvejrets massive vandmængder har presset rotterne op af kloakkerne og ud gennem faldstammer og vandlåse i København, lyder det fra rottebekæmpere i kommunen.

- Vi har i weekenden haft eksempler på rotter, der er blevet presset op af hovedkloakker og private stikledninger til faldstammer og vandlåse, siger Morten Otkjær Thune, der er områdechef for skadedyrsområdet i Københavns Kommune.

Det voldsomme regnskyl, der lørdag ramte København under et skybrud, oversvømmede byens kloakker så hurtigt og voldsomt, at rotterne ikke kunne nå at søge ly eller klynge sig til noget, og derfor ser man mange steder i byen døde rotter, der er skyllet op.

Vandmasserne pressede samtidig både døde og levende rotter op i private kloakker, og teorien hos kommunens rottebekæmpere lyder, at der derfor er rotter bag brusekabiner, under håndvaske, i vandlåse, kældre og faldstammer.

- Vi har haft to eksempler på, at folk har forsøgt at hælde varmt vand på levende rotter nede i toilettet, siger Morten Otkjær Thune.

Rottefolkene i kommunen advarer samtidig kraftigt imod, at man rører ved de døde rotter, der i dag præger bybilledet.

- Det bedste, man kan gøre, er at tage en plastikpose over hånden og tage rotten ned i den og smide den ud sammen med ganske almindeligt husaffald, siger Morten Otkjær Thune.

De døde rotter, der ligger rundt omkring i København, er dog ikke farlige, så længe man ikke rører ved dem. De farlige bakterier sidder mest på pelsen, og ingen af dem er luftbårne.

Opdager man levende rotter indendørs, anbefaler Københavns Kommune, at man ringer til Center for miljøs skadedyrsområde eller anmelder det på nettet på http://www.kk.dk/Borger/Miljoe/Skadedyr/Rotter/AnmeldelseAfRotter/OnlineAnmeldelseAfRotter.aspx

/ritzau/