Netop som du har lagt dig ned i sengen, vælter det frem med stressende tanker om de tusind ting, du skal huske at gøre i morgen.

Men hvis det handler om at aflaste din stressede hjerne, kan en ganske simpel teknik hjælpe dig med at pakke planerne væk:

Lav en huskeliste.

Det fortæller amerikanske forskere fra Baylor University i et nyt studie, skriver LiveScience ifølge Videnskab.dk

Læs mere på Videnskab.dk: 5 videnskabelige råd til en god søvn

Til studiet inviterede forskerne 57 mænd og kvinder mellem 18 og 30 år til at tilbringe en nat i et kontrolleret søvnlaboratorie.

De skulle slukke lyset klokken 22:30, og de måtte hverken bruge teknologi – som for eksempel mobiltelefoner, computere eller tablets -  eller tage andre distraktioner med sig.

Fem minutter før sengetid skulle forsøgsdeltagerne udføre en kort skriveøvelse.

Halvdelen af deltagerne skrev om hvad som helst, de skulle huske i de kommende dage

Den anden halvdel skrev om gøremål, de allerede havde udført i de seneste dage

Læs mere på Videnskab.dk: Kan man spare søvn op?

Forskerne målte forsøgsdeltagernes hjerneaktivitet natten over ved hjælp af en teknik kaldet polysomnografi. Ved polysomnografi overvåger man øjenbevægelser, muskelaktivitet og andre biologiske forandringer i kroppen.

Og konklusionen var, at de forsøgsdeltagere, der havde skrevet lister om deres fremtidige gøremål, faldt i søvn gennemsnitligt 9 minutter hurtigere.

Det lyder måske ikke af meget, men det er på linje med effekten fra kliniske studier af nogle typer sovemedicin, fortæller studiets hovedforfatter Michael Sculllin til Time Magazine.

Forskerne anerkender, at studiet er forholdsvis lille. Men de fremhæver også, at det ligger på linje med andre studier, der har fundet en sammenhæng mellem god søvn og at udtrykke sine tanker og følelser på skrift, skriver LiveScience.

Andre artikler på Videnskab.dk