Manden, der gjorde sig negativt bemærket på de sociale medier og den brede offentlighed i september, efter han angiveligt spyttede mod flygtninge og migranter fra en bro, bliver nu tiltalt for racisme. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den store mængde flygtninge og migranter, som ankom til Danmark fra Tyskland til Rødbyhavn på Lolland i september, vandrede på motorvejen E47 for at komme til Sverige. Her blev de angiveligt mødt af spytklatter og en fuckfinger af en mand, der i pressen blev kendt som 'spyttemanden', efter Dagbladet Information delte billedet af manden. Nu er han tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 266b bedre kendt som racismeparagraffen.

I oktober blev han sigtet i sagen, og nu er det så offentliggjort, at han skal i retten.

»Som følge af den massive interesse, der var for sagen i pressen tilbage i september 2015, har vi valgt at melde ud, at der nu er rejst tiltale,« udtaler advokaturchef Jeanette Wincentz Andersen.

Over for BT nægtede den nu tiltalte mand at have spyttet. Det var på trods af billedet, og at flere hævdede, de så ham gøre det:

»Men jeg har ikke spyttet på nogen,« sagde han.

Kunne du finde på at spytte efter dem?

»Nej, nej, nej, slet ikke.«

Men du var ude at se på flygtningene?

»Ja, jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej,« sagde han.

Han forklarede videre om situationer omkring de flere hundrede flygtninge, der gik på motorvejen under ham.

»Det hele var jo et - og det kan jeg godt sige - stort kaos i Rødbyhavn i går. De rendte ud på motorvejen, de gik på den almindelige havnevej mellem Rødby og Rødbyhavn. Til sidst spærrede de jo motorvejen i begge retninger, fordi de hoppede over autoværnet,« sagde han og uddybede:

»Og så er det et fandens svineri dernede jo. De var nede på Sleep Hotel (Stop'n Sleep Hotel i Rødby, red.), og da min kone og jeg var ude at cykle, fandt vi ikke mindre end tre håndklæder fra Sleep Hotel på vejen hjem, som de bare havde taget med dernede fra.«

»Det er noget pokkers noget, alt det der,« slutter han, før han siger farvel og undskylder med, at han skal videre i sin dagligdag og passe sit arbejde.

BT har tirsdag været i kontakt med tiltalte, men han ønsker ikke at kommentere sagen.

OPDATERES....