Under navnet 'Plantefars' har Coop i det nye år lanceret et vegetarisk alternativ til kødfars til de danskere, som ønsker at spise mindre kød.

Men ifølge metroxpress udgiver det nye produkt sig for noget, som det tilsyneladende ikke er. På ingrendienslisten fremgår det nemlig, at  'Plantefars' indeholder æggehvider, og det har skabt en række ganske voldsomme reaktioner på Coop Danmarks Facebook-side.

Æg er nemlig animalske, og er man veganer, spiser man derfor ikke æg - og Coops alternativ til kødfri hakket fars er derfor ikke en mulighed.

Således skriver Erik David Johnson:

'Et ret mislykket produkt med ÆG i. Før dog Naturlis veganske alternativ i stedet,' lyder det, mens Allan Holm Nielsen bakker op:

'Plantefars = falsk markedsføring. Der er kød i fars.'

Og sådan fortsætter en lang række af de reaktioner, som Coop har modtaget i kølvandet på deres nye lancering. Her er et lille udpluk:

'Planter - og æg. Nej tak, vil hellere have den fra Naturli' som er 100% plantebaseret. Det er den her ikke,' skriver Sofie Lange.

'Den er jo ikke plantebaseret? Det er jo decideret forbrugervildledning I har gang i og det er vist ikke lovligt!
Godt gået at komme ud med den samtidig med Naturli’

'Fint nok at kalde det fars, men PLANTEfars??? Æg har mig bekendt aldrig været en plante!'

Til metroxpress fortæller detailekspert Bruno Christensen, at Coop - der er kæden bag Kvickly, Fakta og Irma - træder sig selv over fødderne ved at lancere deres nye produkt samme dag, som Dansk Supermarked slap deres veganske variant fra mærket Naturli.

»I forbrugernes perspektiv, er produktet ikke en forbedring af det produkt, som Dansk Supermarked lancerer, og derfor gør Coop det ikke let for sig selv, når de lancerer en, i forbrugernes øjne, ringere kopi af et produkt, som konkurrenten fører,« siger han.

I et svar til metroxpress siger Coop, at de er »lydhør« over for kundernes feedback, og at man i øjeblikket er i dialog med veganerforeningen.