Dette er historien om, hvordan en vred naboklage om hundegøen nåede hele vejen til Folketinget, og hvordan en jysk familie nu er ramt af en særlig lovgivning og regeringens plan om at udflytning af statslige arbejdspladser.

En nabostrid om hundegøen har ført til en hundepension uden hunde.

For naboerne klagede, og klagen fandt sin vej til et nævn med lange sagsbehandlingstider.

Klagenævnet holder hundepensionen lukket bag lås og slå, mens sagen behandles, og virksomheden står til at gå konkurs som følge af lukningen.

Hundepensionen ligger i den lille by Jeksen uden for Skanderborg, og da Berlingske ankommer, står Lisbet Bang klar ved døren.

Lisbet Bang, 34 år, er den daglige leder af Bjørnkjær Dyrepension og bor sammen med Peter Johansen. Den sammenbragte familie har fire børn.

Pensionen har til huse på deres gård. Foruden familiens heste er gården øde. Men i døren til deres private hjem kommer tre små hunde løbende.

De er familiens egne.

»Dem kan de i det mindste ikke tage fra os,« siger Lisbet Bang.

Hvad er baggrunden for Lisbet Bangs bidske kommentar?

Vi spoler tiden tilbage.

Artiklen fortsætter efter billedet.

I foråret 2015 flyttede familien sammen på gården lidt uden for Jeksen.

Mens de gik og byggede på pensionen, fik de en tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Desuden sørgede de for at overholde kravene i den tungevridende »Husdyrgødningsbekendtgørelse«, og kommunen kom og tilså den nye virksomhed på adressen.

Der var ingen problemer, så forretningen kom hurtigt på benene. Men året efter modtog kommunen den første klage over pensionen.

En nabo mente, at hundene gøede for højt. Det forhindrede vedkommende i »at nyde sin have«.

Kommunen lavede uanmeldte støjvurderinger og besluttede, at hundenes gøen ikke var til »væsentlig gene«.

Men så skete det, der nu har kostet hundepensionen sin eksistens.

For i forbindelse med klagen gik det op for kommunen, at Lisbet Bang manglede en såkaldt »landzonetilladelse«. Hundepensionen blev drevet ulovligt.

Kommunen mente midlertidigt ikke, at det var problematisk, da virksomheden overholdt kravene, og derfor blev tilladelsen hurtigt udstedt.

I lokalavisen blev det oplyst, at pensionen havde fået landzonetilladelsen.

Der stod også, at folk kunne klage i op til fire uger over beslutningen. Kommunen havde afvist klagen om hundegøen, men nu havde naboerne en mulighed for at klage over selve tilladelsen i stedet. Det gjorde otte naboer.

Og sagen tog sin gang i Planklagenævnet.

Her bliver familien Bangs sag underlagt et helt særligt punkt i Planklageloven, som nævnet følger. For der står, at hvis der klages over en landzonetilladelse, skal den pågældende virksomhed holde lukket, mens sagen står på. Det er ikke normal procedure i andre klagesager.



Ifølge Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing, er der inden lys, der blinker i dette tilfælde.

»Det er selvfølgelig uheldigt, men det er ikke usædvanligt. Det er tit et valg mellem flere onder. For det skal ikke være sådan, at man kan klage i det uendelige, hvis det er oplagt, at man ikke har ret. Samtidig kunne den klagende part også stå i en situation, hvor de lider under gener fra en virksomhed, der er placeret i strid med reglerne, fordi de får lov til at holde åbent under sagsbehandlingen. Så det er en svær balance,« siger han.

Da Lisbet Bang fik meldingen om, at pensionen skulle lukke, anmodede hun om at få afgørelsen genoptaget. Det står nemlig også i Planloven, at en virksomhed kan få lov til at holde åben, mens en sag kører, hvis det har »særlige økonomiske konsekvenser« for virksomheden.

»Jeg har måttet afskedige alle vores ansatte. Ingen kan jo få løn, når forretningen ikke kører – heller ikke mig selv,« siger Lisbet Bang.

Det drejer sig om to fuldtidsansatte, en i flexjob og fire ungarbejdere. Desuden står virksomheden til at miste en halv million kroner, og banken vil ikke hjælpe.

Alligevel vurderede Planklagenævnet, at der ikke var belæg for at lade Bjørnkjær Dyrepension holde åbent.

Berlingske har spurgt Planklagenævnets embedsmænd om, hvad »særlige økonomiske konsekvenser« betyder.

Svaret lød, at der ikke er nogen klar definition eller retningslinjer for, hvad det indebærer.

Ligeledes kan nævnet heller ikke henvise til en tidligere sag, hvor en virksomhed fik lov til at forblive åben, da de fleste af medarbejdere i nævnet er forholdsvis nyansatte.

Men sandheden for Lisbet Bang er, at hundepensionen går konkurs.

Kæresten, Peter Johansen, er selvstændig mekaniker. Men familien kan ikke leve af Peter Johansens mekanikerløn alene. Derfor søger Lisbet Bang nu et andet job.

De betaler fortsat husleje, el, varme og andre udgifter, der hører til at drive en hundepension. Familien håber stadig, at sagen på mirakuløs vis afsluttes hurtigere end forventet.



»Vi vil bare gerne have en afgørelse hurtigst muligt: Er vi købt eller solgt? Får vi at vide, at vi skal forblive lukket, er det hele jo spildt. Men hvis vi får at vide, at vi kan åbne igen, har det været kampen værd,« siger Lisbet Bang.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Planen, der skulle skabe balance

Men dette er ikke bare en historie om én families trange skæbne og den lovgivning, der påvirker den. Det er også en fortælling om en af regeringens ambitiøse planer.

I efteråret 2015 meddelte den daværende V-regering, at hele 3.900 statslige arbejdspladser skulle flytte ud af hovedstaden.

For der skulle være »bedre balance« i Danmark.

Men overgangen var ikke gnidningsfri, og mange medarbejdere flyttede ikke med.

Allerede sidste år meldte udflyttede styrelser om lange sagsbehandlingstider, men i dag knap to år efter regeringens udmelding er der stadig problemer.

Berlingske har kontaktet 13 nævn, som udfører sagsbehandlinger, og som er påvirket af udflytningen.

Her meldte elleve af dem tilbage, at de har oplevet længere sagsbehandlingstider siden regeringens melding.

Det gælder blandt andet Geodatastyrelsen, der er udflyttet til Aalborg, Landbrugsstyrelsen, der er rykket til Tønder og Energinet, der nu er i Esbjerg.



Dog veksler den forlængede sagsbehandlingstid fra styrelse til styrelse, og nogle af styrelserne finder det svært at konkludere præcis, hvad effekten af udflytningen har været isoleret set. Men meldingen lyder, at »udflytningen bestemt ikke har gjort det nemmere«.

Formand for Djøf Offentlig, Sara Vergo, mener, at de stadig forlængede sagsbehandlingstider er »tankevækkende, men ikke overraskende«.

»Vi advarede på forhånd om, at ikke mange ville flytte med, og det holdt stik. Det er klart, at det er en kæmpe omvæltning for arbejdspladserne og et kæmpe tab af viden. Regeringen har valgt, at det er konsekvenser, som de er villige til at tage, og så må de også stå til ansvar over for de borgere og virksomheder, som bliver ramt af det,« siger Sara Vergo.

Hos Radikale Venstre kalder erhvervsordfører, Ida Auken, regeringens plan for »ren symbolpolitik«, som de har håndteret for hårdhændet.



»Regeringen har jagtet os op og ned ad stolper på grund af lange sagsbehandlingstider, og så har det her udflytningscirkus betydet forlængede sagsbehandlingstider. Regeringen sidder med håret i postkassen med et problem, de har skabt for sig selv og for mange danskere. Nu må de betale, hvad det koster at rette op på det,« siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet.



Men udflytningen er alligevel en klar succes, mener regeringen, der ønsker at udflytte endnu flere statslige arbejdspladser næste år. Men det har ikke været en succes for Lisbet Bang, for Planklagenævnet var en del af udflytningen.

Sammen med 15 andre nævn blev Planklagenævnet samlet under »Nævnenes Hus« i Viborg, der åbnede i starten af 2017, da en stolt Brian Mikkelsen(K) som erhvervsminister klippede båndet over.

Oprindelig hed det Natur- og Miljøklagenævnet. Men under udflytningen blev det delt op i to instanser. Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet.

Argumentet var, at opdelingen skulle nedsætte sagsbehandlingstiden. Sådan gik det ikke helt.

For mens sagsbehandlingstiden i det gamle nævn lå på 5,9 måneder i 2015, er den gennemsnitlige behandlingstid nu på otte måneder i både Planklagenævnet og i Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Da sagen startede, oplyste både Planklagenævnet og kommunen mundtligt til Lisbet Bang, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 12 måneder.

Samme oplysning fik Berlingske i de to første samtaler med nævnet. Men efter den tredje samtale oplyste nævnet på mail, at sagsbehandlingstiden ikke var 12 måneder, men kun otte måneder.

Planklagenævnet har efterfølgende ikke besvaret Berlingskes opkald, før efter avisens deadline. Uanset om der i realiteten er tale om otte eller 12 måneder, har den forlængede sagsbehandlingstid store konsekvenser for familien Bang.

Da Berlingske kontakter Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, lægger han vægt på, at udflytningen endnu ikke er færdigudrullet, at nogle styrelser har håndteret den svære opgave uden et »produktivitetstab«, og at der arbejdes på at gøre sagsbehandlingen så kort som muligt.

Men da snakken falder på den konkrete sag med Lisbet Bang og hundepensionen, hæver Torsten Schack Pedersen stemmen.

»Det svarer til, at du er i dømt en straf ved byretten, så anker du den til Landsretten, men fordi deres sagsbehandlingstid er lang, skal du ind og brumme imens. Det er problematisk og voldsomt og handler mere om et generelt problem i Planklageloven end om sagsbehandlingstider,« siger han.

Hele sagen om hundepensionen i Jeksen nåede i første omgang til Folketinget, da en lokalpolitiker for Dansk Folkeparti, John Laursen, hørte om sagen. Han kontaktede sin partifælle Mette Hjermind Dencker, der er landdistriktsordfører og sidder i Erhvervs- og Vækstudvalget.

Hun stillede et paragraf 20-spørgsmål til erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og henviste til et indslag TV Østjylland lavede om nabostriden. Hvad var mon ministerens holdning til sagen?
Mens Berlingske interviewer Lisbet Bang, kommer der svar fra ministeren. Lisbet Bang er helt stille, mens hun læser.

»Det er bare det samme, som Planklagenævnet siger,« siger hun.

Berlingske har efterfølgende kontaktet ministeren, der ikke vil kommentere den konkrete sag, men henviser til Planklagenævnets beslutning. Han understreger dog, at Planklagenævnet har mulighed for at lade en virksomhed holde åbent, og at han går »stærkt ud fra, at når nævnet træffer en afgørelse, der lukker en virksomhed, så gør den sit yderste for at få løst klagesagen så hurtigt som muligt«.