’Socialt samvær’ via Facebook erstatter i nogle tilfælde samvær face-to-face. Det kan hjælpe unge, der normalt har svært ved at socialisere, mener ekspert. Det skriver Urban.

Tasterne gløder på computerne, når de unge skal være sammen med deres venner. En undersøgelse foretaget af Urban blandt 400 unge Facebook-brugere viser, at næsten hver tredje mener, at Facebook i nogle tilfælde erstatter at gå ud og mødes med vennerne ansigt til ansigt.

Af de unge facebookbrugere, som er med i undersøgelsen, er halvdelen på Facebook mindst 3 timer om dagen. Mere end hver 10. er på i over 5 timer hver dag.

Men det er ikke nødvendigvis en negativ udvikling, mener Morten Bay, konsulent og ekspert i sociale medier:

- Jeg mener ikke, at Facebook er en isolerende faktor, tværtimod er det min oplevelse, at folk, der har svært ved at socialisere sig, har muligheder her.

Blandt fortalerne for Facebook er også Malene Charlotte Larsen, som er cand. mag. i kommunikation og ph.d. i unges forbrug af sociale medier. Hun er uenig i, at unges sociale liv bliver erstattet af det online.

- Det styrker de sociale relationer, siger hun til Urban.

Hun mener, at det stigende antal timer, de unge i dag bruger på Facebook, ikke er timer, der bliver taget fra fysisk samvær. Tiden er i stedet hentet fra deres alenetid.

I dag er Facebook ikke længere begrænset til computeren, da mange mobiltelefoner har internetadgang. Dermed kan man både være sammen med nogle venner ansigt til ansigt, mens man er sammen med andre på nettet.

- Når vi nu også kan bruge Facebook på mobilen, betyder det også, at vi kan være sammen med folk og samtidig være på Facebook, siger Morten Bay til urban.