I Kina spiser de hunde - men i 2019 har man tænkt sig at lægge bestikket fra sig for en stund og i stedet vise verdens flotteste hunde i alverdens racer frem.

Tilbage i juni blev Kina nemlig tildelt værtsskabet for World Dog Show, et slags verdensmesterskab, hvor man kårer de bedste og flotteste hunde i verden.

Men den beslutning har ikke just vakt glæde blandt hunde-venner. De peger på, at Kina er berømt og berygtet for ikke bare at spise, men også for at torturere og mishandle ‘menneskets bedste ven’ - en praksis, der ifølge kritikerne ikke stemmer så godt overens med, at landet nu har fået æren af at arrangere World Dog Show.

Læs også: Hundekøds-festival i Kina: Her forsøger de at redde hundene fra middagsbordet

En af de utilfredse er Birthe Fensten Madsen. Hun har - sammen med tre andre danskere - taget skeen i egen hånd og lavet en international underskriftsindsamling mod det kinesiske værtskab, som knap 300.000 foreløbig har skrevet under på.

»På den ene side vil Kina gerne have æren af at holde World Dog Show, et stort, fænomenalt verdensshow, men samtidig så foregår der al den pineri og tortur af hunde i deres baggård. Det er dobbeltmoralsk, og vi vil have stoppet, at de får den ære, indtil de får en vis form for dyrevelfærd.«

Foto: STR
Vis mere

»For at et land kan få den ære at stå som værtsland for et verdensshow, som jo er toppen af kransekagen inden for hundeudstilling - må det som et minimum kunne kræves, at værtslandet fører en anstændig dyrevelfærdspolitik. Det er bestemt ikke tilfældet i Kina på nuværende tidspunkt, og derfor ønsker vi, at FCI flytter Verdensshowet i 2019 til et andet værtsland, indtil forholdene har ændret sig,« siger Birthe Fensten Madsen, der har opdrættet collies de seneste ti år og er medlem af Dansk Kennel Klub.

Læs også: Hunde brutalt slagtet og flået levende i Kina

Særligt den verdenskendte Yulin Dog Meat Eating Festival, hvor 10.000 hunde slagtes og spises i anledning af sommersolhvervet, har vakt harme. Ifølge sælgerne foregår slagtningen fuldstændig humant, men ifølge aktivister bliver hundene udsat for en lang række uhyrligheder.

Stærke billeder: Organisationen ActAsia står bag den voldsomme video herunder, hvor man viser nogle af de lidelser, hundene udsættes for forud for Yulin Dog Meat Eating Festival.

»Vi er klar over, at det er en over 600 år gammel tradition at spise hunde i Kina, og den ville vi gerne stoppe, hvis vi kunne. Men det, vi går imod, er den måde, de torturerer hundene på, inden de spiser dem. De har en eller anden helt vanvittig idé om, at jo større pinsel de udsætter hunden for, jo bedre smager kødet. Vi kender også til historier om, at hundene bliver flået levende, nogle bliver kogt levende, andre får brækket knogler og lemmer.«

»Det er så forfærdeligt. Det berører mig meget stærkt, og jeg har nærmest ikke kunnet sove, siden jeg fik kendskab til den forfærdelige tortur og de pinsler, som de udsætter hunde og katte for i Kina og andre asiatiske lande. Jeg er helt ødelagt over det,« siger Birthe Fensten Madsen.

Læs også:

Stærke billeder: Dyreværnsorganisationen PETA har offentliggjort denne meget grusomme video af kinesiske hunde, der bliver flået levende.

Norge og England boykotter - men hvad med Danmark?
Kina sikrede sig værtskabet efter en afstemning i FCI, den internationale sammenslutning for kennelklubber, den 9. juni, hvor 33 ud af 68 stemmeberettigede medlemslande pegede på det asiatiske land foran Spanien, Tyskland og Kroatien, der også var med i kapløbet om at sikre sig rollen som arrangør for World Dog Show i 2019.

Siden da har en række landes nationale kennelklubber - deriblandt Norge og Storbritannien - imidlertid meldt ud, at de tager afstand fra Kina som arrangør og opfordrer deres medlemmer til ikke at deltage i showet i 2019.

»Vi kan ikke acceptere tildelingen af World Dog Show til Kina, så længe der foregår mishandling af hunde i landet, ligesom vi så det for nylig under Yulin-festivalen. Norsk Kennel Klubs hovedbestyrelse har vedtaget at gå ud med en klar opfordring til FCI om at flytte arrangementet samt en stærk opfordring til alle hundeejere i Norge om at blive hjemme under arrangementet,« lød det i en pressemeddelelse fra Norsk Kennel Klub i juni.

Hos Dansk Kennel Klub har man dog ikke villet tage samme skridt. Her støtter man op om arrangementet i Kina og mener, at det kan bruges som løftestang til at forbedre forholdene for dyrene.

»I Dansk Kennel Klub fyldes vi med væmmelse bare ved tanken om, at nogen spiser hunde, og vi vil kæmpe imod det med næb og klør. Derfor støtter vi også op om den kinesiske kennelklub, der arbejder med selvsamme formål,« siger DKK’s formand, Jørgen Hindse.

»Vi agter at følge de demokratiske principper, der nu engang er i den organisation, vi er medlem af. Hvis vi ikke kan leve med de spilleregler, så må vi vælge at stå udenfor, og det er ikke et valg, som hverken Dansk Kennel Klub eller det voldsomt store flertal af vores medlemmer ønsker. Det vil give os dårligere kort på hånden. Vi kan få meget større indflydelse ved at blive indenfor og kæmpe for at forbedre forholdene end ved at stå og råbe ude på sidelinjen,« siger han.

Danmark stemte selv på Kroatien ved afstemningen den 9. juni, men accepterer, at et flertal pegede på Kina.

»Jeg så meget hellere, at det var et andet land, men jeg må respektere, at et demokratisk flertal i den højeste myndighed i organisationen har valgt Kina. Det må jeg bare tage til efterretning,« siger Jørgen Hindse.

Det er dog ikke godt nok for Birthe Fensten Madsen, der håber, at Danmark vil slutte sig til de lande, der opfordrer til en boykot af World Dog Show i Kina.

»Jeg håber helt klart, at Dansk Kennel Klub vil stå sammen med Norge og de andre lande, der boykotter Kina og ønsker, at det show flyttes til et andet land,« siger hun - en holdning, der deles af flere i Facebook-gruppen 'DKK-medlemmer mod WDS i Kina'.

Dansk Terrier Klub, som er en specialgruppe under DKK, har opfordret sine medlemmer til ikke at stille op ved World Dog Show i Kina. DKK har i øvrigt ikke kendskab til danske opdrættere, der agter at deltage.