Rejsekongen Stig Elling fortæller nu åbent om behandlingen af sin depression.

Han er kendt som hele Danmarks rejsekonge. Altid solbrun, imødekommende og med et stort smil, der blotter de hvide tænder, når han udtaler sig på tv om nyheder fra rejseverdenen. Men den sidste tid har der absolut ikke været noget at smile over for 70-årige Stig Elling.

27. januar meldte Elling offentligt ud, at han kæmpede med en depression, og derfor valgte han at søge tre måneders orlov fra sit politiske arbejde som konservativt medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, hvor han i to valgperioder har haft sin gang.

Nu fortæller Stig Elling nærmere om behandlingen af depressionen, som bestemt ikke har været let for den ellers så livsglade mand. Faktisk har det været så hårdt, at han frygter for, hvad der ville være sket, hvis han ikke havde haft støtte af sin mand Steen Elling, som den tidligere salgsdirektør i Star Tour har været kæreste med i 35 år.

»Jeg tror ikke, det var gået uden min mand. Han har været en fantastisk støtte i denne hårde tid, hvor jeg har haft det rigtig skidt. Jeg har ikke haft egentlig selvmordstanker, men jeg har haft svært ved at klare en hverdag,« siger han.

Stig Elling mener selv, at depressionen stammer fra, at der de seneste år er rippet op i hans traumatiske barndom i forbindelsen med udgivelsen af biografien ’Hele sandheden’. Her fortæller Elling, hvordan han er vokset op sammen med en psykisk syg mor og en alkoholisk far, der aldrig accepterede, at sønnen er homoseksuel.

»Min far spurgte mig så: ’Er du bøsse?’ Ja, det var jeg. Både min mor og min far blev meget kede af det. Min mor græd, min far var hård. Han accepterede aldrig, at jeg var til mænd. Helt til sin dødsdag skammede han sig over, at jeg var bøsse,« fortalte Elling i et interview med BT i 2007.

Det lærte Stig Elling at stå på egne ben i en tidlig alder, men den hårde tid i starten af livet har også – trods for hans smilende ydre - givet ham psykiske ar i voksenlivet. Og samtidig vurderer Elling, at han ikke har været god nok til at lytte til sin egen krop.

Stig Elling har været igennem et behandlingsforløb hos en psykolog, men det har ikke hjulpet ham.

»Jeg var igennem et kort forløb hos en psykolog. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke gav det de store chancer for at få det bedre ved at rode op i det, der er sket. I stedet har en psykiater ordineret mig antidepressive lykkepiller. De hjælper mig til at have en bedre hverdag, men det tager tid, og der er lang vej tilbage,« siger Stig Elling, der gerne vil understrege, at han ikke har noget imod psykologer og deres behandling.

»For mig har det bare ikke virket at gå til psykolog,« siger han.

Men hvordan går det med dit liv nu?
»Det går stille og roligt fremad, så længe jeg tager mine piller. Jeg står op om morgenen og sørger for at komme ud og lufte vores gravhund Lui, og svarer også min telefon. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne overkomme politik samtidig med, at jeg er syg, og derfor har jeg valgt det fra i en periode,« siger Stig Elling, der fortsat er aktiv i rejsebranchen som ambassadør for Bravo Tours.

Du har foreløbig søgt om orlov i tre måneder fra politik. Nu har du været væk i en måned. Kommer du tilbage?
»Jeg vil sige det sådan, at jeg forventer at komme tilbage i slutningen af april, men det afhænger af, hvordan jeg har det,« siger Stig Elling, der har gjort sig nye overvejelser om sit brug af lykkepiller for at bekæmpe depressionen.

»Jeg søgte jo orlov, fordi jeg ikke ønskede at sidde i byrådet samtidig med, at jeg fik medicinsk behandling. Men jeg har tænkt over det siden, og jeg har nået en alder nu, hvor jeg er tilbøjelig til at fortsætte med at bruge lykkepiller, så længe jeg kan mærke, at det gør mig glad igen,« siger han.

Altså, du kan godt se for dig, at du fortsætter med at være på piller, efter du er vendt tilbage i kommunalpolitik i april?

»Det er en mulighed, så længe det hjælper mig,« forklarer Stig Elling.

Rejsekongen håber med sin åbenhed at bryde tabuer og fordomme om psykisk sygdom som depression samt behandlingen.

»Jeg er jo en offentlig person, og derfor mener jeg ikke, at det giver mening at holde min sygdom hemmlig. Jeg vil også gerne være åben for netop at bryde det tabu ,som er omkring psykiske sygdomme,« slutter Stig Elling.