Debattøren Ditte Okman har sædvanligvis ordet i sin magt. Men et billede siger mere end 1000 ord. Netop det benytter hun sig af i sin kommentar til den igangværende ammedebat.

Som en spøg og et indslag i debatten har hun lagt et privatbillede op på sin egen Facebookprofil, som viser, hvordan hun ammer sin lille søn Lloyd på McDonads uden at gøre noget forsøg på at skjule, hvad der foregår. Billedet er allerede begyndt at brede sig på Facebook.

Billedet, som BT har fået lov til at bruge, kommer i kølvandet på den seneste tids debat, hvor en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet har fået Enhedslisten til et foreslå en lov, som sikrer kvinder retten til at amme overalt.

Da BT tager kontakt til Ditte Okman, forklarer hun, at billedet er ment som en opfordring til, at vi alle skal slappe lidt mere af.

- Jeg synes, det er sørgeligt, at vi i et land som ellers bryster sig af at være frisindet, kan få så ophidset en debat om noget så uskyldigt som amning, lyder argumentet.

Hun mener, debatten er kørt helt af sporet.

- Jeg kan godt ærgre mig over at blive udskreget til at være så ulækker, bare fordi jeg ammer. Jeg tror debatten i virkeligheden handler om omsætning, lortebleer og barnevogne, der fylder. Så lad os diskutere det i stedet for, siger Ditte Okman.

Hun mener grundlæggende caféejere er i deres gode ret til at bestemme over deres egen café, men synes, det er trist, hvis ammende bliver forment adgang.

- Jeg synes da selv, det er frygteligt ærgerligt, hvis man slet ikke kan gå ud og mødes med venner, i de 6 måneder man ammer.

Ditte Okman oplever, at debatten er fyldt med mange fordomme og bliver koblet sammen med folk, der skifter deres baby på cafébordene, eller sidder og søber i en enkelt café latte i timevis.

- Der er sikkert nogen få, som opfører sig sådan, og så ødelægger de det for det store flertal. Personligt har jeg aldrig været så sulten som jeg er nu, hvor jeg ammer. Jeg æder for to voksne mennesker, fastslår hun.

Det er da heller ikke tilfældigt, at billedet netop er taget på McDonalds. Det var nemlig et sted Ditte Okman frekventerede flittigt, mens hun ventede sønnen Lloyd. Også selvom hun flere gange oplevede, at folk så skævt til hendes kostvalg.

HVAD MENER DU? ER DET I ORDEN AT AMME I FOR EKSEMPEL MCDONALDS? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ FACEBOOK HER