Quick-Step har torsdag sikret sig endnu en dansk rytter til sit cykelhold.

Fra DSM kommer således 26-årige Casper Pedersen, som fra 2023 tiltræder på en toårig aftale.

Holdets chef, Patrick Lefevere, ser danskeren som en mulig afløser på sigt for Michael Mørkøv, der anses som værende af verdens bedste leadout-specialister.

»Jeg tror, han kan kigge på sin landsmand Michael Mørkøv, som han har meget tilfælles med, og lære meget,« siger Lefevere til Quick-Steps hjemmeside.

Den tidligere banerytter kørte Tour de France i både 2020 og 2021, men blev vraget af DSM til dette års løb.

I 2020 vandt han karrierens største sejr på landevejen, da han slog franske Benoit Cosnefroy på stregen i Paris-Tours.

Han slutter sig hos Quick-Step ud over Mørkøv også til Kasper Asgreen og Mikkel Honoré.

Derudover også den belgiske sprinter Tim Merlier, som Quick-Step ligeledes har præsenteret torsdag. Han kommer til fra Alpecin-Deceuninck.