Det var, hvad sladderpressen kaldte 'a star studded event'. Store stjerner i dyre rober minglede på den store terrasse. Bruno Mars var hyret til at synge, Chris Rock til at underholde.

'Vi er ved Como-søen i det nordlige Italien for at fejre vore gode venners bryllup,' skrev Facebook-stifter Mark Zuckerberg i et opslag under et billede af sig selv, sin kone Priscilla og en skaldet mand. Poserende foran søen.

'Mange kender Daniel som en af de store europæiske entreprenører. Jeg kender ham som en rigtig god ven og dedikeret far,' tilføjede han.

Vennen? Svenske Daniel Ek.

I 2019 fik Daniel Ek en medalje overrakt af det svenske kongepar. Her ses han på den store dag sammen med sin hustru, Sofia, og parrets datter.
I 2019 fik Daniel Ek en medalje overrakt af det svenske kongepar. Her ses han på den store dag sammen med sin hustru, Sofia, og parrets datter. Foto: Scanpix
Vis mere

Der er en stor sandsynlighed for, at du ikke aner, hvem han er. Gør du, er det nok, fordi du har set Netflix-serien 'The Playlist'.

Men ikonet kender du uden tvivl: Den grønne cirkel. Med de tre vandrette streger.

381 millioner mennesker gør i hvert fald.

Daniel Ek er nemlig manden bag musiktjenesten Spotify. Ham, nogen kalder helten, der reddede musikken. Andre ham, der slog den ihjel. Ham, der er god for 12 milliarder kroner.

At han i 2016 kunne holde et overdådigt bryllup på et slot ved Como-søen – hvor stjerner som George Clooney og Madonna har ferieresidens – var der næppe mange af Daniel Eks gamle venner, der i tidernes morgen havde set det komme.

I hvert fald var den glamourøse lokation milevidt fra Rågsved, den lidt trøstesløse forstad til Stockholm, som Daniel Ek kommer fra.

Her voksede han op som en introvert nørd. Sådan én, der foretrak sin computers selskab.

Ifølge et sjældent interview med Forbes Magazine var Daniel Ek da også kun fem år gammel, da han af sin stedfar fik sin første. En Commodore 20.

Få år senere sad han rutineret og lavede koder til sine første programmeringer, mens MTV kørte i baggrunden, og i 1996 – i en alder af 13 år – begyndte han at lave hjemmesider for kunder.

100 dollar betalte den første.

Hurtigt eksploderede markedet. Og snart tjente skoledrengen Daniel Ek 50.000 dollar om måneden.

At den nye spirende digitale verden var fremtiden, var unge Daniel Ek ikke i tvivl om. Og den fascinerede ham.

Sideløbende med, at han fik job ude i den virkelige verden, blev hver en krone, han tjente, investeret i flere computere og servere.

Så mange, at han ifølge Forbes var nødt til at sidde i underbukser på sit værelse på grund af den enorme mængde varme, de afgav.

Uagtet sit åbenlyse talent fik Daniel Ek afslag på et job hos internetgiganten Google. I trods kastede han sig over søgeoptimering, og snart havde han udviklet et program, som var så effektivt, at han i en alder af 23 kunne sælge det for to millioner dollar.

Pludselig var nørden fra Rågsved millionær.

»Jeg var overbevist om, at jeg ville have lyst til at blive en meget mere cool fyr, end jeg var,« beskriver Daniel Ek i Forbes den nedtur, han fik efter salget.

For Ferrarien, luksuslejligheden og adgangen til de hotteste natklubber i Stockholm gjorde ham hverken lykkeligere eller til en anden og bedre version af sig selv.

Han solgte alt, flyttede ind i en hytte i skoven tæt på sine forældre og tog sit liv op til revision. Kastede sig over sin gamle kærlighed til musik.

Men det var et helt særligt partnerskab, der skabte det fundament, som Daniel Ek stadig står på.

Det er de færreste, der kender Daniel Ek. Men ikonet i baggrunden kender de fleste.
Det er de færreste, der kender Daniel Ek. Men ikonet i baggrunden kender de fleste. Foto: TORU YAMANAKA
Vis mere

Han begyndte nemlig at hænge ud med stifteren af det firma, som købte hans program, den succesfulde forretningsmand Martin Lorentzon.

Trods deres store menneskelige forskelle var kemien unik. Så unik, at de valgte at slå pjalterne sammen.

Omkring hvad havde de i starten ingen idé om. Men da først den var der, tændte den en hellig ild i dem begge. Gratis online musik til folket.

Målet var gennem et samarbejde med musikbranchen at skabe en annoncefinansieret platform, der kunne drive 'piraterne' ud af markedet.

Et mål, der på ingen måde var problemfrit.

Musikindustrien var nemlig ikke med på det digitale beat, og makkerparret måtte bruge år på at tænde ilden i den forstokkede branche.

Men i oktober 2008 lykkedes det. Spotify var en realitet.

Ifølge Forbes' seneste liste har musiktjenesten i dag mere end 381 millioner aktive brugere, hvoraf knap halvdelen er betalende abonnenter.

Og den nu 39-årige Daniel Ek er blevet en rig mand. En meget rig mand, som er god for 1,6 milliarder dollar. Omkring 12 milliarder kroner.

»Musikbranchens mest magtfulde mand« udråbte Billboard ham til i 2017.

Men det har ikke været uden sværdslag.

I 2014 valgte popstjernen Taylor Swift at trække al sin musik tilbage fra Spotify.
I 2014 valgte popstjernen Taylor Swift at trække al sin musik tilbage fra Spotify. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

For eksempel valgte popstjernen Taylor Swift i 2014 at trække hele sit sangkatalog fra tjenesten i protest. En beslutning, der dog ikke holdt længere end til 2017.

Andre har været mere vedholdende i deres kritik af tjenesten. Især mindre kendte artister, som ikke tilgodeses i Spotifys algoritme. En kritik, som bagmanden igen og igen har afvist.

Men selv er han blevet tilgodeset. Er blevet så rig og så stor en kanon på at give folket gratis musik, at store stjerner valfartede til Como-søen, da han i 2016 blev gift med sin Sofia.