Putin har nægtet at underskrive en fredsaftale, selvom den tilfredsstillede alle Ruslands krav.

Det hævder flere personer tæt på den russiske ledelse, skriver norske Dagbladet.

Her kommer det frem, at den russiske præsident Vladimir Putins chefudsendte i Ukraine, Dmitrij Kozak, angivelig allerede før krigen brød ud, har indgået en aftale med de ukrainske myndigheder om fred.

Fredsaftalen skulle ovenikøbet have opfyldt alle Ruslands krav.

Men alligevel blev den afvist af den russiske præsident.

I fredsaftalen skulle Ukraine have forsikret Rusland om, at de ikke ville søge et NATO-medlemskab.

Og netop frygten for, at Ukraine blev en del af NATO, var en af hovedårsagerne til, at Putin invaderede Ukraine.

Putins chefudsendte skulle endda have givet den russiske præsident meldingen om, at invasionen af Ukraine var unødvendig efter fredsaftalen, men det har Putin, angivelig, ignoreret.

Kilderne, som af sikkerhedshensyn er anonyme, er ikke helt enige om, hvornår fredsaftalen blev fremlagt. Nogen siger, at det var inden krigens begyndelse, mens andre siger, at det først var, efter invasionen var skudt i gang.

Dmitrij Kozak, den mand der angivelig har indgået fredsaftalen, er dog slet ikke enig i kildernes udsagn:

»Dette har absolut ingen sammenhæng med virkeligheden. Det er aldrig sket og er ren misinformation,« udtaler han til Reuters.