Fra døde kroppe til teater og musik.

Man kan vist roligt sige, at det tidligere kapel på det gamle Amtssygehus i Aarhus har fået nyt liv – og funktion.

Med åbningsreceptionen lørdag, har kapellet nu skiftet navn til Kulturkapellet Aarhus, og det betyder, at der er blevet skabt et nyt sted, hvor unge mennesker, som drømmer om et professionelt liv indenfor scenekunst, kan prøve kræfter med det i fællesskab.

»Der er masse professionelle teaterskoler for de erfarne og for den yngre generation, men mellem det er der ikke rigtig noget, og det vil vi gerne være bindeleddet mellem, så de kan finde ud af, hvordan de kan blive professionelle,« fortæller Katrine Flarup Staunstrup, der er dagligleder hos den frivillige vækstlagsforening Scenekunsthus Aarhus.

Til åbningsreceptionen lørdag holdte borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for Kultur og borgerservice Rabih-Azad Ahmad (RV) tale. Foto: Scenekunsthus Aarhus
Til åbningsreceptionen lørdag holdte borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for Kultur og borgerservice Rabih-Azad Ahmad (RV) tale. Foto: Scenekunsthus Aarhus
Vis mere

Kulturkapellet er opstået i et samarbejde mellem dem og Quongafest, samt de fire kulturinstitutioner i Aarhus: Børnekulturhuset, Ungdomskulturhuset, Teaterhuset Filuren og Performing Arts Platform.

De skrev under på lejekontrakten den 1. maj i år, og siden har de haft rygende travlt, da det har været lidt af en opgave at omdanne kapellet til en scene, hvor de unge kan optræde.

»Vi har arbejdet enormt ambitiøst for at få lokalerne omformet fra kapel til scene. Vi har væltet vægge, malet stort set alle vægge, bygget en bar, garderobe og lavet toiletter. Alle de ting, som man har brug for i et hus, når det skal bruges til scenekunst, teater og koncerter,« siger Katrine Flarup Staunstrup.

Men nogle få ting, har de også bevaret – blandt andet et gammelt vægmaleri, de gamle hylder, hvor der tidligere stod samlebøger samt lysestager og numrene på dørene.

»Vi vil også gerne bevare noget af det gamle kapel,« fortæller Katrine Flarup Staunstrup.

For at benytte sig af faciliteterne, skal man melde sig ind hos Scenekunsthus Aarhus.

Indtil videre løber lejekontrakten indtil sommeren 2022.