I 2022 vender Birgitte Nyborg og Katrine Fønsmark tilbage på skærmen, når DR sender en ny sæson af 'Borgen'.

Sidstnævnte blev – og bliver – spillet af Birgitte Hjort Sørensen, som er begejstret over at genoptage rollen her ni år efter, at sæson tre rullede henover tv-skærmen.

»Jeg er midt i at lave 'Borgen', og det går godt. Det er virkelig skønt at være tilbage,« sagde hun på den røde løber forud for Tivolis 178-års fødselsdagskoncert søndag aften.

»Hun (Katrine Fønsmark, red.) er blevet ældre, og jeg er blevet lige så meget ældre. Selvfølgelig kan jeg kende hende. Hun er måske blevet lidt rundere i kanterne og ikke helt så sort-hvid, som hun var engang.«

Skuespiller Søren Spanning var Danmarks statsminister i begyndelsen af 'Borgen' – et job, han mistede til Sidse Babett Knudsens karakter, Birgitte Nyborg.
Skuespiller Søren Spanning var Danmarks statsminister i begyndelsen af 'Borgen' – et job, han mistede til Sidse Babett Knudsens karakter, Birgitte Nyborg. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

En udvikling, hun også kan kende fra sig selv.

»Noget af charmen ved ungdommen er, at man er lidt ufejlbarlig, skråsikker og tror på, at man ved, hvad der er op og ned i verden, men når man bliver ældre, kommer der flere nuancer på. Der kommer mere tvivl, og man kan godt se begge sider af sagen.«

Nogle af seriens markante karakterer blev spillet af Ole Thestrup og Søren Spanning i rollerne som Svend Åge Saltum (formand for Frihedspartiet, red.) og Lars Hesselboe (formand for De Liberale og forhenværende statsminister).

Ole Thestrup døde i 2018, 69 år gammel, mens Søren Spanning gik bort sidste år i en alder af 68 år.

Ole Thestrup havde en lang skuespilskarriere, der udover 'Borgen' bød på film-, tv- og teaterroller.
Ole Thestrup havde en lang skuespilskarriere, der udover 'Borgen' bød på film-, tv- og teaterroller. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Det er selvfølgelig altid utrolig trist, når man mangler nogle. Vi er glade, os, der er tilbage på settet, og så er der kommet nogle nye til. Det er også en anden historie nu, men ligesom på alle mulige andre arbejdspladser, så er der en udskiftning, når der går ti år. Men selvfølgelig savner vi dem rigtig meget på alle mulige måder.«

Seere vil måske huske, at seriens forfatter, Adam Price, ofte lod til at være inspireret af virkelighedens politiske hændelser. Dette bliver der også noget af i den kommende sæson – blandt andet med MeToo, der som bekendt har fyldt meget i dansk politik det seneste år. Virkeligheden har dog også på mange måder overgået fiktionen, mener Birgitte Hjort Sørensen.

»Verden var anderledes, dengang vi sluttede. Donald Trump havde man ikke forestillet sig, og 'fake news' var ikke en ting, så både det journalistiske og politiske landskab er noget helt andet nu.«

Et af de nye ansigter, der bliver en del af 'Borgen', er Mikkel Boe Følsgaard, der får en central rolle som souschefen Asger Holm Kirkegaard, der arbejder tæt sammen med Birgitte Nyborg.