45-årige Carsten Jensen handler ofte i Netto i Kongens Lyngby. Ligesom i alle andre supermarkeder er der flot markeret i køen ved kassen, hvor man skal stå for at holde den rigtige afstand.

Der er dog en ting, som han undrer sig over ikke er blevet fjernet Netto i disse corona-tider, når man nu holder afstand alle andre steder i supermarkedet.

Det er 'skillearmen', som adskiller kundernes varer fra hinanden, når de er blevet bippet ind ved kassen, som Carsten Jensen ikke forstår stadig er der.

»Man holder to meters afstand i butikken, og når man står i kø. Men det er da lige meget, hvis man skal stå en halv meter fra hinanden og pakke sine varer ned,« siger Carsten Jensen til B.T.

Carsten Jensen.
Carsten Jensen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Han fortæller, at han har handlet i andre supermarkeder, hvor man har fjernet 'skillearmen', og at det virker rigtig godt, da næste kunde først går frem for at pakke sine ting, når kunden foran er færdig. På den måde fastholder man afstanden.

Det vil også lette presset for de unge folk bag kassen, så de ikke skal diktere med kunder, der har travlt, så man kan opretholde den gode stemning.

Carsten Jensen har kontaktet butikscheferne i begge Nettoer i Kongens Lyngby, for at få det ændret, men svaret var det samme begge steder.

»Vi kan ikke fjerne den uden, at det er en besked, der kommer helt oppefra.«

To personer i Netto står, og pakker deres varer ned.
To personer i Netto står, og pakker deres varer ned. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det fik Carsten Jensen til at kontakte Netto, og han fik at vide, at de ville sende sagen videre til ledelsen. Det gjorde han fredag eftermiddag.

Søndag aften er der fortsat ikke sket noget, og Carsten Jensen ved godt, at det er med kort varsel, men at det også er et problem, der skal løses hurtigt.

Carsten Jensen er familiefar til to og tager selv situationen meget alvorligt. Derfor handler han iført handsker og maske:

»Jeg synes, at der er for mange, der ikke tager det seriøst nok. Vi må hjælpe hinanden med at komme igennem den her tid. En nem måde er, at supermarkederne fjerner den 'skillearm'.«

Det er denne 'skillearm' , osm Varsten Jensen vil have fjernet, mens coronavirussen står på.
Det er denne 'skillearm' , osm Varsten Jensen vil have fjernet, mens coronavirussen står på. Foto: Privatfoto
Vis mere

B.T. har gjort professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Jensen opmærksom på sagen, og han mener også, at det vil være en god idé at fjerne 'skillearmen':

»Du er højst sandsynligt inden for en meters afstand, og det er ikke hensigtsmæssigt. Det er dog svært at vurdere smittefaren, når man ikke taler sammen.«

»Men det ville være i tråd med de andre tiltag, at man fjerner 'skillearmen' i supermarkederne. Det er dog med det forbehold, at jeg ikke ved, hvor stor effekt det vil have,« siger Allan Randrup Thomsen.

B.T. har forsøgt at fange Salling Group til en kommentar, men det har ikke været muligt.