Det skulle have været endnu en tur i ringen, men endte som en ubærlig tragedie.

Den professionelle bokser Mike Towell - også kaldet 'Skotlands Tyson' døde lørdag af sine kvæstelser som følge af et knockout var fredagens modstander Dale Evans.

Tilbage sidder nu en familie ramt af dyb sorg. En kæreste, der mistede sin elskede, og en knap to-årig dreng, der mistede sin far. Mike Towell blev kun 25 år gammel.

»Jeg er helt ødelagt over at måtte meddele, at min irriterende, men bedste ven døde her til aften. Stille og roligt klokken 23:02. Michael havde en omfattende blødning og hævelse i hjernen,« skrev Mike Towells kæreste Chloe Ross fredag aften på Facebook.

»Han havde klaget over hovedpine de sidste par uger, men vi tog det for givet, at det var migræne som følge af stress før spillet,« skrev hun videre, inden hun satte ord på den ubærlige kendsgerning, at parrets knap to-årige søn må undvære sin far resten af det liv, der kun lige er begyndt.

»Det har været den længste dag i vores liv. Mit barn mistede sin far, men han vil være så stolt af, hvad hans far opnåede i livet.«

»Han kæmpede helt til det sidste og gjorde os alle så stolte.«

Mike Towells sidste boksekamp fandt sted i skotske Glasgow torsdag aften. Her var den 25-årige skotte oppe imod Dale Evans i en tv-transmitteret kamp. Allerede i første omgang gik Mike Towell i gulvet, men han kom på benene igen. Men i femte runde gik det galt. Her slog Dale Evans ham igen i gulvet, og Mike Towell rejste sig ikke. Han blev i hast kørt på hospitalet, hvor udgangen blev fatal.

Nu står familien og hele den britiske bokseverden tilbage og kæmper med sorgen.