»Mand jer nu op mænd! Punktum.« Opsummeret, var det vist budskabet i debatredaktør Sanne Fahnøes blogindlæg forleden, hvor hun gav mændene en ordentlig røffel for at ligge under for kvindernes køleskabskalender og koordineringsfascisme.

Mænd skal holde op med at træde sig selv over tæerne og spørge deres koner, kærester eller kvinder om lov til at blive ude til kl. 22 en onsdag aften, drikke en bajer i omklædningsrummet efter fodbold eller spise burger med en ven på familiens ugentlige kødløse dag. Punktum.

Men, som Sanne Fahnøe selv skriver: »Du kunne måske spørge mig, hvorfor jeg ikke skriver denne klumme henvendt til kvinder, og det kunne jeg egentlig også sagtens. For jeg kunne give mange af de her kvinder en opsang og opfordre dem til ikke at bosse rundt med deres mand.«

Yes. Nemlig. Den opsang vil jeg gerne have fornøjelse af at give kvinderne.

Hør her, kære kvinder: Når jeres mand eller kæreste rækker jer en lillefinger og et indblik i hans kalender, skal I holde op med at tage hele højre arm og testiklerne fra ham. For det gør vi. Eller prøver på det.

Der bor nemlig 'En Frygtelig Kvinde' i enhver af os. Det var derfor, man helt instinktivt havde brug for at sige undskyld til sin mand, mens rulleteksterne til Christian Tafdrups film forsvandt ned over lærredet i biografen.

»Undskyld.«

Bare sådan for en sikkerheds skyld. Jeg tror virkelig, at de fleste kvinder skylder deres mænd en ugentlig undskyldning. For mænd er faktisk ret enkle. De fleste af dem i hvert fald. De vil gerne vide sig holdt af og elsket. Men de vil også gerne bevare borgfreden - gøre meget og strække sig temmelig langt for det.

De helt fundamentale ting i et parforhold er mændene bestemt ikke ligeglad med, mens det er dem rystende ligegyldigt, hvordan juletræet er pyntet, og hvilken stofkvalitet sofaen skal ombetrækkes med.

Det får så kvinder til at tro, at de bestemmer en helt masse. Men det kan også give dem mulighed for at udnytte det meget veludviklede hustyran-gen, gøre ægteskabet til et projekt og køre et eller andet feministisk hævntogt mod manden. Det er så uskønt.

Og de kvinder findes altså. Jeg møder dem jævnligt. Parrene med den frygtelig selvstændige kvinde, der kan snakke manden ned under gulvbrædderne. Med svedige håndflader og en pakke vådservietter til baby sidder han på kanten af stolen og spørger helt naturligt (og stærkt overvåget), om brudebørnene må drysse rosenblade foran dem på vej ned ad kirkegulvet. Nogle gange kan man jo blive helt i tvivl om, hvem der mon ammer barnet. Gudfader fri den mand fra den kvinde.

Men hvad gør manden, når den kvinde går i stykker? Når hun bliver upasselig, urimelig, tuder, slår med nakken og siger:

»Jeg føler mig ikke forstået.«

Nu er det jo sådan, at kvinder skal vide sig forstået. Det behøver mænd ikke. Derfor aner han ikke, hvad han skal gøre. Og gør alt. Tager opvasken, hænger tøj op, nusser hende i håret, sælger sin racercykel, pladesamling og jagtudstyr og køber hende et Rolexur. Det er de knapper, han har at trykke på. Arme mand.

Han har ikke en jordisk chance for at forstå de følelser, en mand dybest set ikke kan forstå. Og ikke skal forstå. Men den usikkerhed udnytter den nævenyttige kvinde. For kvindelist er ligeså gammel som selve kvindeligheden.

Men kære kvinder: Hold op med at omkode jeres mænd til at have det samme følelsesliv som jer. I gider vel heller ikke have en veninde, men en mand. Lad ham nu være i fred. Lad ham drikke hundrede øl og spille dart.

Men få det nu over jeres feministiske hjerter at smøre hans madpakke (det filer ikke på jeres ligestilling). Giv ham et kys og lad så være med at sidde hjemme i sofaen og kig på klokken. Lad ham være lidt alene. Og lad ham vide, at du elsker ham. Mere skal der ikke til.