KOMMENTAR
Det mest bizarre kollaps i turneringens historie, en dansk fiasko af rang og medaljekampe uden flere af de største nationer. Det her EM…? Det er lige til at smide i papirkurven.
Ja, undskyld mig, hvis den negativitet er for meget til morgenkaffen. Men der har i ærlighedens navn ikke været meget at glæde sig over som håndboldelsker de seneste par uger i Polen.
Kvalitetsmæssigt har slutrunden været en skuffelse. De største nationer og stjerner har været for svingende med mærkelige udfald på kritiske tidspunkter. Med Danmark, Frankrig og Polen som de værste eksempler. Omvendt tegner specielt Norge og Tyskland sig for de positive overraskelser, men det handler i min bog mere om favoritternes mangler end underhundenes styrke.
De seneste år har budt på en mere og mere intensiv debat om antallet af slutrunder og det generelle pres på spillerne, som et tætpakket kampprogram medfører. Dette EM i Polen vil kun få den snak til at tage til i styrke. Der har været et rekordstort skadesfrafald af prominente navne op til slutrunden, og når niveauet samtidig har været så dårligt, vil det endnu en gang stille spørgsmålstegn ved, om der nu absolut skal være en slutrunde hvert år.
Og når vi nu er ved Polen … I et EM med flere uforklarlige resultater og nedsmeltninger tager netop værtsnationen prisen for det mest mærkværdige af dem alle – ja, det er faktisk det mest uforklarlige resultat, jeg kan huske i turneringens levetid.
Polen, en af titelkandidaterne, kan tåle at tabe med 11 mål til Kroatien i den sidste mellemrundekamp og alligevel gå i semifinalen. Og så taber holdet 23-37. På hjemmebane. I en proppet arena i Krakow foran 15.000 ellevilde tilskuere. Det overstiger min fatteevne.
Danmark skal vi selvfølgelig også lige runde. Vi har tærsket rundt i det, men skuffelsen hænger stadig i luften. Landsholdet havde en helt åben motorvej mod medaljerne efter sejren over Spanien, og så kører de danske stjerner galt mod en række unge og urutinerede svenskere og tyskere.
Nu venter et større repara- tionsarbejde for Gudmundur Gudmundsson, der har givet sig selv en forfærdelig start som landstræner med en femteplads ved VM og altså nu en EM-placering som nummer seks .
Gudmundsson bragte selv presset fra medierne på banen som et problem efter den danske EM-fiasko, men han kan lige så godt forberede sig på, at det bliver endnu mere heftigt i forbindelse med forårets OL-kvalifikation. Jeg kan ikke forestille mig, at islændingen overlever i jobbet, hvis det kikser. Derfor er der flere ting på spil i de tre skæbnekampe, der venter i april, når fire nationer skal kæmpe om to olympiske billetter – i en pulje som ud over Danmark kommer til at tælle to andre dygtige europæiske mandskaber. Hvem, det bliver, ligger fast, efter EM er færdigspillet.
Det er det, når Spanien og Tyskland sidst på eftermiddagen sætter punktum og kæmper om guld og sølv. Spanierne var på forhånd de største guldfavoritter sammen med Frankrig, mens ingen regnede tyskerne for noget som helst i denne turnering.
Derfor kan man kun have afgrundsdyb respekt for det, som Tyskland og landstræner Dagur Sigurdsson har præsteret med tanke på, at han mangler en perlerække af de største stjerner – seks af syv spillere fra ideal-startopstillingen er ikke med på det hold, som stiller til start i finalen.
Jeg fornemmer, at mange håber på, at Tyskland fuldbyrder sensationen i finalen, så Askepot-historien holder hele vejen hjem. Men jeg tror, at festen trods alt stopper nu.
Spanierne har mere klasse over hele linjen og langt mere erfaring med den slags opgør, og de har vist opadgående form i de seneste kampe – og slog i øvrigt også Tyskland i den indledende gruppe. Spørgsmålet er også, hvor meget den hårde semifinale mod Norge, som gik i forlænget spilletid, sidder i tyskerne.
På den anden side – jeg havde på forhånd tippet Frankrig, Spanien, Danmark og Polen i nævne rækkefølge i top fire, så det er jo ikke, fordi jeg har været imponerende skarp til at forudsige resultaterne.
