KOMMENTAR

Der findes ikke noget dårligt at sige om det indløb, vi har fået til årets første møde mellem Brøndby og FC København. Seks kampe er spillet, de to ligger side om side i toppen af ligaen med 14 point og er begge ubesejrede. Det dufter af noget, jeg husker fra mine glade 20'ere.

Og det er på alle måder pragtfuldt med sensommervejr og fodbold mellem de to største klubber i Danmark, som begge kommer med lutter gode fornemmelser i kroppen. Men jeg kalder altså også lige på en ordentlig omgang is, som vi kan få smidt ned over det hele. For jeg synes også, at jeg har fornemmet en debat om, hvorvidt vi står med en kamp, der denne gang skulle rumme noget af det sportslige indhold, som vi lærte at kende i gamle dage, da de to klubber kæmpede på samme bane og om de samme ting.

Der er vi altså ikke, kære venner. Brøndby-FCK er ikke tilbage som det opgør, det var i starten af dette årtusind. Og det er ikke sagt for at fornærme Brøndby. Det er sagt for at imødekomme Brøndby og det arbejde, der er i gang derude.

Det er både godt og sjovt og med til at løfte hele ligaens værdi, at Brøndby vinder fodboldkampe. Men Brøndby er altså ikke i gang med at udfordre FCK på et helt overordnet plan, bare fordi holdet ikke har tabt i seks kampe og i øvrigt scoret en masse mål.

Vi er ikke klar til endnu - og det kan være, at vi ikke kommer derhen igen foreløbigt om nogensinde - at lade historien om Brøndby være historien om rivaliseringen med FCK.

Det gode for Brøndby - og for os andre, der kigger på Superligaen - er, at historien om Brøndby lige nu ser ud til at blive, at man har fundet det bedste bud på en sportslig retning i mange år.

Det er helt rimeligt at være blæst næsten bagover af den forandring, holdet har gennemgået under Alexander Zorniger på så kort tid, som det har været tilfældet.

Det er ikke en voldsomt meget bedre trup, end den som i mere end to år aldrig fandt en tydelig rytme og stabilitet under Thomas Frank.

Ja, kunne man endda være så fræk at sige, at truppen er en lille smule ringere med skelen til, at Zorniger ikke har haft Daniel Agger, og at Thomas Kahlenberg endnu ikke har spillet en kamp under tyskeren?

Jeg hælder til det.

Denne uge viste en stor del af forskellen på Brøndby og FCK. Nicolai Boilesen skrev kontrakt med FCK for at gøre sig klar til at blive en fodboldspiller igen i skyggen af Ludwig Augustinsson. Jeg så nogle undre sig over, at Boilesen ikke var endt i Brøndby, der mangler en venstre back en hel del mere.

Men dér er vi altså heller ikke. Vi taler om en spiller, der var anfører i Ajax, og som har niveau til at spille mange andre steder end i Superligaen. Hvis sådan en spiller vil hjem, og FCK kommer på banen (og han ikke tilfældigvis hedder Kahlenberg eller Agger), jamen så vælger spilleren FCK.

Det er et andet niveau, og det så vi også i ugens løb, hvor FCK gjorde sig klar til Champions League og tog et skridt længere væk fra alle konkurrenterne herhjemme.

Men derfor kan vi godt glæde os til dagens kamp i Brøndby, og det kan også godt være, at Brøndby vinder. Men vi skal lade være at gøre dem til mesterskabskandidater af den grund.

Den respekt skylder vi sådan set både Brøndbys projekt og FCK's projekt.

Andre læser også