​ Da jeg voksede op i almennyttigt boligbyggeri i 80'erne og 90’erne, vidste vi alle sammen, hvem de var: De børn, hvis forældre kom slingrende til forældremøderne med en evig promille i blodet.

Eller dem, der indimellem havde flere skræmmer på deres krop, end de fik pådraget sig efter slåskampene i skolegården. Der var også ham fra klassen, som gik med aviser og afleverede alle pengene til sin far, der var på bistandshjælp, som det hed dengang.

Men de fik lov til at sejle rundt i deres egen sø, mens hverken offentlige myndigheder, tillidspersoner i børnenes hverdag eller for den sags skyld de andre forældre i klassen så meget som rynkede et øjenbryn.

Derfor er det en stor sejr, at de ti børn fra Rebild, der i årevis var udsat for grove seksuelle overgreb fra deres far, nu får erstatning på 450.000 kroner hver. Endda fordi kommunen har indgået forlig, så børnene ikke skal trækkes igennem en smertefuld retssag.

Men sagen er desværre symbol på, at vi i et af verdens mest finmaskede velfærdssamfund har udstyret os selv med skyklapper, når det gælder udsatte børn. Vi orker ikke at blande os. I sagen om børnene fra Rebild og den såkaldte Tøndersag har der været tydelige kommunale svigt, og flere ministre på området har strammet op. Og det er et vigtigt skridt.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange børn der går rundt derude, uden personer i deres nærhed griber ind. For det er et fælles ansvar, som vi alle sammen – myndigheder som borgere – må påtage os, når et barn lider. Hvad med de udsatte børns lærere, som opfatter, at et barn mistrives? Hvad med naboerne, der ikke kan se ind i et hus, fordi der permanent er sorte plastiksække for vinduerne? Hvad med andre medlemmer af de her familier, som da ikke kan undgå at lugte, at den er riv, rav ruskende gal?

Selvfølgelig har myndighederne et ansvar i de her sager, men vi må simpelthen også tage os sammen som samfundsborgere, når vi ser børn, der har det svært. For vi kan godt se det. Men vi lider af en kombination af magelighed og konfliktskyhed, der gør, at vi ikke lige får blandet os.