Fredag aften var jeg vidne til noget helt usædvanligt.
For første gang i jeg ved ikke hvor lang tid, stod jeg (halv)tæt sammen med cirka 10.000 mennesker på en græsmark og så en livekoncert!
Græsmarken lå i Roskilde, bandet på scenen var Lukas Graham, og selvom der selvfølgelig stadig skulle vises coronapas ved indgangen, var det nærmest som at være tilbage i 2019.
...På den gode måde, hvis nogen skulle være i tvivl.
Selvom Lukas Graham for tiden ikke har samme musikalske momentum som tidligere, har coronakrisen heldigvis hverken smadret forsanger Lukas Forchhammers stemme eller evne til at sætte sig opsigtsvækkende i scene.
Efter at Roskilde Festival i årevis har set bort fra den danske verdensstjerne – det giver jo ingen mening, at Lukas Graham aldrig har stået på plakaten – valgte han og resten af bandet fredag aften blot selv i stedet at placere en scene på pladsen, hvor mægtige Orange Scene plejer at trone.
Scenen var i deres udgave ikke orange, men formet rund så bandet på den måde havde publikum hele vejen omkring sig.
Det betød, at alle 10.000 gæster havde et godt udsyn til, hvad der skete på scenen, og selvom det en gang imellem var småstenet, når bandmedlemmerne stod med ryggen til, fungerede det grundlæggende så godt, at jeg undrer mig over, at ingen af de store danske festivaler har fundet på noget lignende.
Lukas Graham som sådan har jeg oplevet mere episk.
De åbnede nostalgisk med gennembrudssinglen 'Ordinary Things', fortsatte med den nyere 'Share That Love' og kørte derfra ellers selvsikkert og rutineret igennem deres efterhånden imponerende lange liste af hit, før de som altid dejlig kompromisløse sluttede 'festen' af med begravelses-balladen 'Funeral'.
Om det var det halvsløje publikum (boomerne mener åbenbart stadig, at en koncert skal ses igennem klaptelefonen), manglen på helt nye megahit eller det faktum, at alle lige skal vænne sig til scenelivet igen, ved jeg ikke.
For selvom Lukas Forchhammer blandt andet endnu en gang blev følelsesmæssigt berørt over at synge om sin far, så bød koncerten hverken på store overraskelser eller gåsehudsfremkaldende øjeblikke.
De luftede et par helt nye numre, hvor af den ene lød som en Ed Sheeran-ballade, mens den anden sendte hilsner til U2, når de er på de høje klinger. Med sin irske baggrund ville det ikke være helt unaturligt, hvis man en dag ser Lukas Graham gå fuld Bono – de har i hvert fald lyden til det.
Lukas Forchammer synger stadig imponerende højt, flot og varieret, Mark 'Lovestick' Falgren havde en fest ved sit roterende trommesæt, og det var godt at se Kasper Daugaard tilbage ved keyboardet.
Derudover var det lidt spøjst at stå midt på Roskilde Dyrskueplads, mens solen gik ned uden rigtig at komme i 'Roskilde'-stemning.
Men musikken var god, så må resten komme hen ad vejen...
