Det startede som rygter om, at de havde været oppe at skændes.

Men mere og mere tyder på, at det er ved at være slut mellem stjerneparret Gisele Bündchen og Tom Brady.

»Tingene er blevet rigtig grimme mellem Tom og Gisele på grund af advokaterne. De er klar til at slås,« siger en kilde til Page Six i kølvandet på, at der altså fra begge parter er hyret skilsmisseadvokater.

»Tom og Gisele vil ikke skændes om børnene, de vil have fælles forældremyndighed. Men det kommer til at tage tid at dele deres værdier og ejendomme rundt omkring i verden.«

Foto: zz/XPX/STAR MAX/IPx
Vis mere

Ifølge mediet har Gisele Bündchen hyret topadvokaten Tom Sasser, der tidligere har håndteret skilsmissen mellem Tiger Woods og Elin Nordegren.

Historien om uro i ægteskabet startede for adskillige uger siden, da Gisele Bündchen havde forladt parrets hus i Florida.

»Tom og Gisele har et voldsomt skænderi lige nu,« lød det dengang om situationen, der siden er eskaleret. Bündchen er blevet væk fra NFL-kampe, de skulle have boet separat i over en måned, og begge stjerner er blevet set uden vielsesringe på.

Årsagen til det hele skulle blandt andet være, at 45-årige Tom Brady, der spiller for Tampa Bay Buccaneers denne sæson, havde lovet, at han nu havde mere tid til familien efter karrierestoppet.

Foto: XPX/STAR MAX/IPx
Vis mere

Da NFL-stjernen så valgte at genoptage karrieren få uger efter, han havde annonceret, at han stoppede, opstod der angiveligt problemer i forholdet.

Det var tilbage i februar, at Tom Brady meddelte, at han efter 22 sæsoner i NFL valgte at stoppe karrieren.

Blot seks uger efter fortalte han dog, at han ikke var klar til at sige farvel til banen, og at det endnu ikke var tid til 'bare' at stå på lægterne, og det skulle Gisele Bündchen ifølge mange kilder være dybt utilfreds med, da hun i mange år har stået alene med mange ting.

Stjerneparret har været gift siden 2009 og har sammen to børn – den 14-årige Benjamin samt niårige Vivian. Herudover har Tom Brady også 15-årige Jack fra et tidligere forhold.