Lyt til artiklen

Krisen fortsætter for stjerneparret Tom Brady og Gisele Bündchen.

Tirsdag skrev det amerikanske medie Page Six, at både NFL-stjernen og supermodellen har hyret skilsmisseadvokater.

Det fortalte flere kilder til mediet. Og nu har det amerikanske medie onsdag så spottet Gisele Bündchen uden vielsesring.

Billeder blev taget af den 42-årige brasilianske model i Miami, da hun var med sine børn i et fitnesscenter.

Parret har ifølge Page Six boet hver for sig i mere end en måned på grund af, at de angivelig har haft store problemer i deres forhold, der blandt andet endte i et kæmpe skænderi.

Årsagen til dette skulle blandt andet være, at 45-årige Tom Brady havde lovet, at han nu havde mere tid til familien efter karrierestoppet. Da NFL-stjernen så valgte at genoptage karrieren få uger efter, at han havde annonceret, at han stoppede, opstod der angivelig problemer i forholdet.

Og nu lader det altså til, at det står så slemt til, at de forbereder sig på at gå fra hinanden.

Kilder til det amerikanske medie fortæller, at Tom Brady og Gisele Bündchen er blevet enige om at dele forældremyndigheden mellem parrets to fælles børn, hvis de ender med at gå fra hinanden.

Foto: XPX/STAR MAX/IPx
Vis mere

Ægteparret har sammen 14-årige Benjamin og niårige Vivian. Herudover har Tom Brady også 15-årige Jack fra et tidligere forhold.

Stjernequarterbacken tørner i denne sæson ud for Tampa Bay Buccaneers i NFL, hvor han skal forsøge at hente sin ottende Super Bowl-titel.

Indtil videre har han imponerende seks titler med New England Patriots og en med netop Tampa Bay Buccaneers.

45-årige Tom Brady er fem gange blevet kåret til Super Bowl MVP, og tre gange er han blevet kåret som ligaens mest værdifulde spiller.