Festen er slut. Projektørerne er slukket, og det er tid til at komme videre. Det er hverdag i X Factor-land.

Vinderen Thomas er allerede sendt afsted med pladekontrakt og en kalender fyldt med spillejob. For de unge finalister Tine og Jesper lader musikkarrieren stadig vente på sig.

Det er der ifølge Sony Music, som har førsteretten til finalisterne, en god grund til: 'Det har været påske, og vi har ladet folk komme ned på jorden igen efter den store oplevelse.'

- Nu skal vi til at have en snak med Tine, Jesper og deres forældre, hvor vi skal finde ud af, om vi passer sammen,' siger Karina Fenn fra Sony Music, som er ansvarlig for X Factor -finalisterne.

Hun påpeger, at det er vigtigt, at alle parter er enige og føler, de passer sammen. Samtidig vil Sony ikke kæmpe for at holde på sine kunstnere, hvis andre byder sig til.

Vil I stå i vejen, hvis et andet selskab vil have Jesper?

- Nej, hvis Jesper hellere ville det, så vil vi ikke stå i vejen.

Hvad er chancen for, at Sony udgiver album med alle tre finalister?

- Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvilke ønsker de har, og om hvordan tidslinjen ligger. Det skal gå op i en højere enhed, før der bliver en aftale med alle sammen.

Altid stort
Hvor stort er ønsket fra jeres side, om at der kommer til at ske noget?

- Det er altid stort. Men det kan blive for meget med for mange. Derfor er jeg også glad for, at The Fireflies fik en kontrakt et andet sted. Hvis der er nogen, der melder sig på banen med de rigtige ideer, så står vi ikke i vejen.

Dommer-aftale
Under X Factor indgik de tre dommere Remee, Carsten Soulshock og Pernille Rosendahl en aftale med Sony om frit at kunne vælge et alternativ til selskabet, hvis deres finalister ikke fik nogen aftale. B. T. har kontaktet Jesper og Tines mentor Remee for at høre, om han havde en plan B klar, hvis Sony og deltagerne ikke fandt frem til et samarbejde.

Remee havde imidlertid ingen kommentarer, men hans presseansvarlige Signe Sehested Lund meddeler, at han netop nu arbejder på forskellige muligheder for sine deltagere. Intet er på plads endnu, men så snart han ved noget nærmere, vil han melde ud omkring det.

Indtil videre må X Factorfansene nøjes med Thomas' vindersang 'My Dream', som spilles flittigt i radioen.