Det er kun få dage siden, at termometrene viste omkring de 20 grader.

Nu er situationen blevet en lidt anden – og snart tager det et stort dyk yderligere nedad.

Det forklarer meteorolog Henning Gisselø i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside, hvor det helt konkret lyder, at »det varme forårsvejr er sat på pause«.

Derfor står temperaturen torsdag til at blive mellem 10 og 15 grader, mens det samtidig bliver skyet, ligesom der en overgang kan komme regn fra vest.

I løbet af dagen kan der dog komme lidt opklaring, som kan kaste en smule sol af sig. 

Samme situation ser ud til at vente os fredag.

»Generelt bliver det ustadigt med en blanding af skyer og sol iblandet perioder med regn,« lyder det i vejrkommentaren fra Henning Gisselø.

Kigger vi længere frem i tiden – mod weekenden – ser det ud til, at temperaturen falder yderligere:

»I løbet af weekenden får temperaturerne yderligere et dyk nedad, hvorefter vi ikke kommer meget over ti grader om dagen, og nattefrosten kan igen dukke op på udsatte steder,« lyder det.