FILM: »X-Men 2«, (»X 2«), USA, 2003. Instruktion: Bryan Singer. Hvordan kan Magneto (Ian McKellen) slippe ud af sin gennemsigtige og topsikrede fængselscelle? Ved at lade en af sine mutantvenner pumpe bittesmå metalpartikler i blodårerne på vagten, der serverer mad hver dag.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Derefter er det en smal sag for en mutant som Magneto at hekse støvet ud af den sagesløse mand, forme det til en bunke kugler og skyde sig vej ud med en byge velrettede superkast.

En overraskende og opfindsom vej ud og sådan er »X-Men 2« hele vejen igennem. En heldig og smidig sammensmeltning af special-effects, humor og en højspændt stemning a la når verden går under i James Bond filmene.

Mutanterne i X-Men-universet er alle udstyret med overnaturlige evner, der gør dem i stand til næsten at rulle sten op ad bjerge. De er opfundet i tegneserieverdenen hos amerikanske Marvel Comics, og for tre år siden lavede Bryan Singer den første spraglede og tændte actionfilm om skabningerne, der af uforklarlige årsager har taget et kvantespring i udviklingen i forhold til almindelig dødelige.

Wolverine (Hugh Jackman) har for eksempel jernkløer i knoerne. Excentriske Nightcrawler (Alan Cumming), der allerede i »X-Men 2«s første scene brillerer med at kunne teleportere sig fra sted til sted, er en af de nye i slænget. Kombineret med en usædvanlig springkraft er han sværere at kæmpe imod end en trup trapezakrobater fra et russisk statscirkus.

Siden den første film er situationen spidset til for mutanterne. De bliver stadig mere uglesete på jordkloden, og en skummel general (Brian Cox) er ved at vende præsidenten imod »de fremmede«.

Erfaringer fra andre filmserier viser, at en ekstra indsats er nødvendig for at få en fortsættelse til at matche en original.

Derfor er det betryggende, at anden film i serien igen er instrueret af Bryan Singer, at alle medvirkende fra den første film er med igen, og at budgettet er en tredjedel større (100 mio. dollar i stedet for 75 mio. dollar).

»X-Men 2« lever op til »X-Men« helt ned til sidste eksplosive komma.

Der er tænkt meget grundigt over sammensmeltningen af avanceret 3 D computergrafik og flotte håndværkerskabte kulisser i en grad, så »X-Men«-universet hele tiden virker som en levende og spændende verden, man har lyst til at gå på opdagelse i.

Langt mere end i andre film i genren, hvor brug af computereffekter uden omtanke har ført til magiens død. Tænk blot på »Star Wars II - klonernes angreb«.

»X-Men 2« nydes bedst af superheltefreaks med forhåndskendskab til tegneserien, mens biografgængere uden smag og nåde for science-fiction må give fortabt.

Alle vi andre midt imellem er godt underholdt.

Premiere i Imperial i København og 57 andre biografer over hele landet.